Selvom han fortsat kalder sig socialdemokrat i hjertet, så er Michael Broström fra Ishøj ikke længere medlem af partiet.
Tirsdag aften blev han nemlig ekskluderet ved en ekstraordinær generalforsamling for »partiskadelig virksomhed«.
Hans brøde er at oprette Facebook-gruppen »Ishøj vil ikke have Merete Amdisen som borgmester«, som i skrivende stund af 32 medlemmer.
»Alene det at oprette en sådan gruppe er efter bestyrelsen opfattelse at betragte som partiskadelig virksomhed, da man dermed ikke accepterer det demokratiske valg, der har været i partiet, om hvem der skal være borgmesterkandidat. Dermed undergraver Michael Brostrøm også alle de medlemmer, der har stemt på Merete Amdisen som borgmesterkandidat«, lyder det blandt andet i begrundelsen fra den socialdemokratiske partiforening.
86 medlemmer stemte for eksklusionen, mens 18 stemte imod, oplyser Michael Broström selv dagen derpå.
- Vil skade Ishøj
Han oprettede gruppen, fordi han mener, at Merete Amdisen »skal stoppes«.
- Jeg er sikker på, at hun vil skade Ishøj. Hun har nogle ambitioner, som er vilde. Hun har virkelig ambitioner, så mange at hun sætter sig selv i centrum og forsømmer borgerne i Ishøj. Hun siger alle de rigtige ting for at få sympati, men agerer anderledes, siger han og peger på ældreområdet, hvor han mener, der er sket for store nedskæringer og besparelser - besparelser, som han holder Merete Amdisen ansvarlig for som formand for social- og sundhedsudvalget.
- Der var ingen på generalforsamlingen, som forhold sig til indholdet - nemlig, at såfremt vi får Merete Amdisen som borgmester i Ishøj, så sker der store ændringer. Det rører sig om ældrepolitikken, det grønne
Ishøj og kulturpolitikken. Der skal spares på alt hvad Socialdemokratiet ellers står for, lyder det fra Michael Brostöm.
Han har selv været aktiv på ældreområdet i Ishøj, specielt på Kærbo, hvor han blandt andet har arrangeret dansecafé, cabaret, gårdsangere og hyggebio.
Michael Broström siger samtidig, at Merete Amdisen efter nedskæringer af de varme hænder på Torsbo og Kærbo i 2019 nu forsøger at få frivillige til at hjælpe. Det gør hun ved at inddrage aktivitetscenteret på Kærbo, hvor de ældre, som kommer der til forskellige aktiviteter, skal hjælpe beboerne, besøge dem og eventuelt gå ture med dem.
- Jeg er ikke ude på at slagte nogen. Jeg er bare ude på, at de ældre skal have det bedre. Ishøj var alle tiders sted at blive ældre, men jeg ønsker ikke at blive ældre i Ishøj i dag, siger Michael Broström.
- Ikke værdigt
Merete Amdisen har tidligere afvist alle anklagerne, og hun har heller ikke meget til overs for gruppen.
- Det er barnligt og hadefuldt og ikke Socialdemokratiet værdigt. Alle er jo i deres gode ret at mene, jeg ikke skal være borgmester. Men jeg har svært ved at forene det med at være medlem af Socialdemokratiet, at man aktivt modarbejder, at Socialdemokratiet får borgmesterposten, siger Merete Amdisen, som i november blev valgt som partiets spidskandidat med 206 stemmer, mod den nuværende borgmester Ole Bjørstorps 96 stemmer og Annelise Madsens 67 stemmer.
Hun er ked af, hvis den seneste tids splittelse i partiet fortsat ulmer.
- Det er ærgerligt, at der ikke er mere respekt for medlemmernes demokratiske beslutninger. Så har jeg mere respekt for dem, der tog konsekvensen og forlod partiet, siger hun.