DEKRA Bilsyn overtager pr. 1. juli Midtsjællands Bilsyn på Huginsvej 1 i Ringsted samt de tre øvrige synshaller, Midtsjællands Bilsyn har i Sorø, Skælskør og Korsør.
Efter overtagelsen af Midtsjællands Bilsyn driver DEKRA Bilsyn 51 synshaller i Danmark.
Ifølge direktør i DEKRA Bilsyn, Githa Nørbæk, er overtagelsen af Midtsjællands Bilsyn et naturligt skridt i DEKRA Bilsyns fortsatte ekspansion på Sjælland.
- Midtsjællands Bilsyn driver kundefokuserede og kvalitetsbevidste synshaller, hvor grundig vejledning og god service vægtes højt. Derfor er det også en bilsynsvirksomhed, som passer perfekt ind i vores værdier og DNA, siger Githa Nørbæk i en pressemeddelelse.
Bortset fra det nye navn på facaden vil alt være som det plejer i de fire nye synshaller, når de bliver en del af DEKRA Bilsyn.
Kunderne vil opleve det velkendte serviceniveau og møde de samme medarbejdere.
- Vi ser frem til samarbejdet og til, at vi sammen kan fortsætte det gode arbejde, Midtsjællands Bilsyn er kendt for. Vi vil gerne være danskernes foretrukne synshal, og det glæder os meget, at vi nu er endnu stærkere repræsenteret på Sjælland, siger Githa Nørbæk.
