»Synthesizer-troldmand«, »new age-pioner« og »en nyskabende elektronisk musiker«.

Kært barn har som bekendt mange navne, og alle ovenstående betegnelser - og flere til - er i tidernes løb blevet koblet på musikeren Klaus Schønning. Det er ligeledes blevet sagt om ham, at han lavede new age musik - selv værger han sig en smule ved dette genreprædikat - siden før det havde et navn.

Hans debutplade, »Lyd-glimt«, som udkom i 1979 er blevet en kultklassiker, og vil man have fingrene i en original udgave skal man have i omegnen af 1000 kroner op af lommen. Pladen blev i øvrigt genudgivet af Frederiksberg Records sidste år.

Nu har Klaus Schønning så ført pen til papir og udgivet sin selvbiografi, og det sker gennem forlaget MusicVenture, som har hjemme i Vedbæk, hvorfor bogudgivelsen også blev holdt på Vedbæk Marina.

Bogen er fyldt med historier og anekdoter fra et langt liv med musik som omdrejningspunkt, og Klaus Schønning har altid vidst, at han ville være noget ved musikken.

- Lige siden jeg var ganske lille, har jeg vidst, at jeg skulle have noget at gøre med musik, siger Klaus Schønning, der fortsætter:

- Allerede i 2. klasse, da vi blev spurgt, hvad vi ville lave, når vi blev voksne, og alle de andre børn sagde brandmand eller politimand, sagde jeg, at jeg ville spille klaver.

I Klaus Schønnings hjem stod der da også et klaver. Et klaver som faren spillede på, og det fascinerede i den grad den lille Klaus Schønning, at der kom lyd ud af dette store møbel i stuen.

Selv spillede Klaus Schønning også på klaveret, men hans far mente ikke, at det kunne betale sig at bruge penge på undervisning til sønnen.

- Der var en tone på klaveret, der altid gik ud af stem, hvilket jeg ikke lagde særlig meget mærke til. Men min far mente ikke, at det var værd at ofre penge på undervisning, hvis ikke jeg kunne høre det, husker Klaus Schønning.

Moren forbarmede sig dog, og som 10-årig begyndte Klaus Schønning til klaver. Som 13-årig fik han så en underviser, der lærte ham at spille mere frit, og som 14-årig var Klaus Schønning ikke længere i tvivl: Han ville være »skabende og udøvende musiker«.

Efter en tur forbi gymnasiet, som ikke var den store - uddannelsesmæssige - succes, endte Klaus Schønning med at tage en HF, hvilket passede hans temperament bedre. Eksamensbeviset brugte han til at komme ind på universitet for at studere musikvidenskab. Det blev endnu en uddannelsesmæssig skuffelse.

- Jeg fandt hurtigt ud af, at det mest handlede om at terpe udenadslære, og det gjorde mig temmelig skuffet, siger Klaus Schønning, der beskriver oplevelsen som »et hamsterhjul med musik i«.

I stedet endte Klaus Schønning med at spille musik med gruppen Jo Banks and the Soultrain. Efter at være droppet ud fra studiet fokuserede Klaus Schønning sin energi på karrieren som musiker og i 1979 udgav han altså debut-pladen, »Lydglimt«, og den plade er som nævnt sidenhen blevet en kultklassiker. Selv tager Klaus Schønning det faktum med ophøjet ro.

- Det var jo ikke et bevidst valg, men jeg er da kun glad for, at pladen efterfølgende har haft en musikalsk betydning, siger Klaus Schønning, der selv har et bud på, hvorfor pladen har opnået en tilhængerskare.

- Den er indspillet under små kår, hvor jeg selv har stået for det hele, og pladen er derfor måske ikke lige så elitær som dem, der blev indspillet i store, dyre studier. Derfor kom pladen også til at lyde på en måde, hvor man kan mærke, at der bliver trådt nogle nye stier, siger Klaus Schønning.

Klaus Schøning husker tilbage på dagen, hvor han stod med debutpladen i hænderne som en stor dag. Og ligesom Klaus Schønmning altid selv har stået for alle led i den musikalske produktion, så var han også dybt involveret i distributionen af debutpladen.

- Jeg kørte på cykel rundt i byen med pladen under armen og spurgte de forskellige pladeforretninger, om de ikke kunne tage nogle hjem og sætte i vinduet og sælge, siger Klaus Schønning.

Lars Wiskum, som er en af bagmændene bag MusicVenture, der altså har udgivet Klaus Schønnings selvbiografi, påpeger, at det dengang var en noget særlig tilgang.

- I dag kan man jo nemt sidde derhjemme og lave og udgive musik på nettet, men det gjorde Klaus jo faktisk allerede i slutningen af 70'erne - uden internettet. Det var ret unikt, og det tror jeg tror også, at de unge i dag anerkender, siger Lars Wiskum, mens Klaus Schønning supplerer:

- Der lå helt sikkert noget benarbejde i det, hvor man ud over at skulle spille på tangenter også skulle ud og trampe i pedalerne.

Klaus Schønnings benarbejde og rejse gennem seks årtier med musikken som omdrejningspunkt kan man læse om i hans selvbiografi, »En musikrejse i medklang og modklang«, der er udkommet. En selvbiografi, som Lars Wiskum gerne vil understrege, at det krævede et lille skub at få sat i gang.

- Det ligger ikke lige til Klaus at komme og sige: »Se mig, hør mig!«, så han har helt sikkert lige skullet have et lille skub, siger Lars Wiskum.