Det store coronaudbrud fredag aften skyldtes private sammenkomster og fester, hvor især børn fra skoler og daginstitutioner i Kgs. Lyngby Sogn blev smittet i forholdsvist stort antal.
Udbruddet var dog ikke så voldsomt, at Kgs. Lyngby Sogn var tæt på en nedlukning.
Tallene fra mandag 31. maj viser, at incidenstallet i sognet ikke engang lå på halvdelen af det magiske tal på 600. Er mere end 600 ud af 100.000 indbyggere smittede inden for de seneste syv dage, skal der lukkes ned i sognet.
Incidenstallet i Kgs. Lyngby Sogn var på 284,05, mens det i Lundtofte Sogn var på 163,8. Disse to sogne er dem med mest smittede i den forgangne uge: Henholdsvis 39 og 22 - i alt 61.
Positivprocenten, der viser, hvor mange der er testet positiv af de testede, var i Kgs. Lyngby 2,09 og 1,58 i Lundtofte. Sognet med højeste positivprocent er Taarbæk, hvor 3,68 procent af de testede var positive. Det svarer til fem personer.
For kommunen som et samlet hele er det afgørende incidenstal 300, før der lukkes ned. Mandag var i alt 100 konstateret smittet i Lyngby-Taarbæk Kommune, og derfor fik sidste uges udbrud ikke alvorlige konsekvenser lokalt.
Fødselsdagsfest
Ifølge Lyngby-Taarbæk Kommune var det flere private arrangementer, der satte smitteudbruddet i gang - og fik alarmklokkerne til at ringe så voldsomt, at kommunen opfordrede alle, der havde været i berøring med skolerne Lindegårdsskolen og Trongårdsskolen, og institutionerne Stoppestedet, Kernehuset og Carlshøj.
"Smitten udspringer tilsyneladende af flere private arrangementer, herunder en fødselsdag, hvor deltagerne var blandet på tværs af skoler og institutioner i området," oplyser Jacob Holm Hansen fra kommunens kommunikationsafdeling.
Lørdag meldte Lyngby-Taarbæk Kommune ud, at man søndag ville oprette et midlertidigt PCR-testcenter på Lindegaardsskolen, og det tog hele 338 borgere imod i de lidt mere end fem timer, testcentret var åbent.
