Musik & Kultur i Odsherred skal nu i al hast ud for at finde en afløser for Barbara Moleko, der skulle have optrådt til sæsonåbningen af Helenehaven i Højby, lørdag den 26. juni.
I følge Barbara Molekos manager er der opstået komplikationer med sangerindens graviditet, oplyser Anders Munch, formand for Musik & Kultur i Odsherred, MOKIO, på Facebook.
MOKIO har fået besked fra Barbara Molekos manager:
- Barbara er desværre nødt til at sygemelde sig fra dags dato og frem til sin termin, sidste uge af juli. Årsagen er komplikationer med graviditet. Hendes læge har sygemeldt hende og fraråder hende al fysisk aktivitet, udtaler manageren.
- Vi lægger os i selen for at finde et alternativ til på lørdag, lover MOKIO-formand Anders Munch.
Udover Barbara Moleko er Sanne Salomonsen med kvartet på plakaten til sæsonåbningen af Helenehaven.
