Flere hundrede læsere har takket ja til Rødovre Lokal Nyts udfordring om at besøge så mange, som muligt af Rødovres veje under de efterhånden obligatoriske gåture, mens landet var nedlukket. Heldigvis har flere valgt at fortsætte udfordringen også efter genåbningen, og hver uge er der stadig nye opslag i vores fællesskab på Facebook under samme navn.
Én af dem, der er gået en ekstra meter, er Jesper Clausson Vibholt, der har taget billeder af de skilte, han er kommet forbi og ny har samlet dem i en ny plakat, der til forveksling ligner Rødovre Kommune.
"Jeg var med i Rundt om Rødovre, fordi jeg havde sat mig et mål om at gå 10.000 skridt om dagen, de første tre måneder af 2021," siger Jesper, der ligesom mange andre oplevede, hvor motiverende det var at have et mål sammen med andre, end bare sig selv.
"Rundt om Rødovre bragte med steder hen i kommunen, som jeg ikke plejer at komme. Især, når jeg tænker på den debat, der er om naturen i byen, så synes jeg det er dejligt at komme forbi mange vilde haver og finde små grønne pletter hist og her. Jeg tror, der er et stort potentiale, hvis virksomheder, grundejerforeninger og boligselskaber er med på den, til virkelig at forskønne vores by med mere vildt," siger Jesper Clausson Vibholt.
Gamle skilte
Hans hovedfokus var at fotograferer vejskiltene.
"Så derfor var det fedt at se, at der stadig var nogle af de 'gammeldags' skilte rundt om i byen (se vedhæftet fra Randrupvej). Det har noget charme," siger han og fortsætter:
"Jeg synes også, at der er en helt særlig æstetik ved et vejskilt. Det repræsenterer et helt nabolag. Derfor er det interessant at se, hvor mange forskellige måder skiltene tager sig ud på. Er det omringet af blade, er det sat op på en husgavl, er det i Rødovre farver."
Som mange andre opdagede Jesper hurtigt, at der er adresser i kommunen, som ikke står i rød og hvid, men blå og hvid (fordi adressen også deles med en anden kommune, Red).
"Og jeg opdagede, at der er masser af skilte der siger Rødovre Centrum, men jeg kunne ikke et officielt vejskilt," siger Jesper og fortsætter:
"Jeg lavede plakaten, først og fremmest som en hyldest til Rødovres mange historier. Når man sætter vejnavnene sammen som en mosaik, så ser man, at byen er en sammensat størrelse. Vi har alle vores vej, men vi udgør i fællesskab med andre et hele. Det synes jeg plakaten symboliserer. Derudover er os der bor i Rødovre utrolig stolte af dét. Det synes jeg også jeg vil vise."
