Klokken 01.30 natten til mandag blev der slået alarm om brand i en stor bunke metalskrot ved stålværkshavnen.
Det samme sted, hvor en voldsom skrotbrand 6. september september 2019 udviklede kraftig røg, som blæste ind over store dele af Frederiksværk og udløste sirenevarsel.
"Da jeg hørte, hvad alarmen gik ud på, valgte jeg at opgradere med samme," fortæller indsatsleder Ole Hermansen, som fortsætter:
"Der blev sendt udrykningsenheder fra Frederiksværk og Hundested, en slangetender fra station Helsinge og en drejestige fra Hillerød, en drejestige fra Frederikssund."
"Beredskabsstyrelsen Hedehusene sendte to køretøjer, og marinehjemmeværnets fartøj ASKØ fra Hundested havde gang i vandkanonen fra havnesiden."
Video fra ASKØ's slukningsarbejde
"Sådan en type brand kræver meget vand, så det var fint, at vi kunne angribe den fra alle fire sider og få taget kalorier ud af branden."
"Efterhånden som vi fik slukket det brændende metalaffald, kunne en kran med en stor grabbe løfte det op i en container og køre det væk. Og på den måde kunne vi arbejde os ned i bunken," fortæller Ole Hermansen.
Efterslukningen fortsatte det meste af mandagen. De sidste brandfolk forlod stålværkshavnen først på aftenen.
Ikke så kraftig som sidst
Ole Hermansen var ikke selv med ved branden i 2019, men det var mange af de øvrige brandfolk:
"Både brandomfang og røgudvikling har været klart mindre denne gang," fastslår Ole Hermansen.
"Metalaffaldet opbevares i tre adskilte bunker på havnekajen. Der var ild i den ene bunke, og det at bunkerne er separerede er medvirkende årsag til, at det denne gange ikke udviklede sig til en større brand."
Indsatslederen noterer sig også, at en del røg til at starte med blæste ind over land, men at vinden herefter drejede og sendte røgen ud over fjorden langs med kysten i retning mod Frederikssund.
Ingen sirenevarsel
Indsatslederne fra politi, beredskab og specialberedskab vurderede, at røgen ikke indebar nogen akut fare for mennesker eller dyr. Derfor blev der ikke udsendt sirenevarsel som ved branden i 2019.
Via Twitter advarede Nordsjællands Politi dog borgerne i området mod at opholde sig udenfor i længere tid af gangen. Samtidig blev borgerne opfordret til at holde døre og vinduer lukkede og slukke for ventilationsanlæg.
Meldingen lød, at røg som udgangspunkt altid er sundhedsskadelig, men at der ifølge Kemisk Beredskab ikke umiddelbart er noget, der tyder på, at røgen fra skrotbranden skulle være særligt sundhedsskadelig.
Mandag morgen meldte politiet, at borgerne i Frederiksværk trygt kunne aflevere børn i dagtilbud, sende børn i skole og selv tage på arbejde - en lille tur udenfor skader ikke, lød det fra Nordsjællands Politi.
Kl. 12 kunne Halsnæs Kommune på sin hjemmeside fortælle, at der ikke længere var røg i området omkring Frederiksværk. Døre og vinduer kunne åbnes igen, og alle opholde sig udendørs i længere tid ad gangen.
Vil have nye øje på
Beredskabet var tirsdag formiddag indkaldt af Halsnæs Kommune til evalueringsmøde om branden.
"Nu var det den anden skrotbrand på kort tid. Vi kan ikke have, at det sker igen - borgerne skal ikke leve med den utryghed," siger borgmester Steffen Jensen.
"Vi vil gerne have nogle nye øjne på, om der kan gøres endnu mere for at forebygge, at skrotbrand opstår, og/eller gribe hurtigere og bedre ind. Derfor vil vi nu bede Beredskabsstyrelsen om at komme til Frederiksværk for at vurdere, om noget kan gøres skarpere."
Steffen Jensen understreger, at virksomheden Kvistgård Jern og Metal hele tiden har været meget samarbejdsvillig og levet op til de godkendelser og den rådgivning, der er givet.
"Efter branden i 2019 har virksomheden f.eks. adskilt skrotbunker i mindre bunker, hvilket har medvirket til at branden denne gang havde et mindre omgang end sidst," fortæller borgmesteren.