Det nyeste skud på Hækkerup-stammen - det socialdemokratiske familiedynasti, der blandt tæller en udenrigsminister, en forsvarsminister, en justitsminister, en borgmester - stiller op som ny folketingskandidat i Lyngby-Taarbæk Kredsen.
Navnet er Fie Hækkerup, og hun bliver således fem generation Hækkerup, som er på valg til Folketinget.
Den nyeste Hækkerup er 26 år gammel, født og opvokset i Hillerød som datter af byens daværende borgmester og landets nuværende justitsminister, Nick Hækkerup.
Hun er uddannet cand.mag. i dansk og arbejder til daglig som sundhedspolitisk konsulent og rådgiver i sundhedspolitik i konsulentvirksomheden Rud Pedersen. Hun bor på Østerbro med sin kæreste.
Fie Hækkerup blev valgt som ny folketingskandidat på sidste uges ekstraordinære kredsgeneralforsamling efter den mangeårige kandidat, viceborgmester Simon Pihl Sørensen.
Afløser Simon Pihl
I en pressemeddelelse fortæller partiet, at man under hele coronaperioden har arbejdet på at finde en afløser for Simon Pihl.
Til Det Grønne Område fortæller Fie Hækkerup, at hun har et godt kendskab til Lyngby-Taarbæk - og har haft det gennem en årrække.
"Jeg er født og opvokset i Hillerød, og her har Lyngby været den storby, der lå tættest på. Det var den første storby, jeg fik lov til at tage til, da jeg var 14-15 år. Og jeg kan roligt sige, at Lyngby-Taarbæk er uendeligt meget mere end Lyngby Hovedgade, som jeg tog til, og DTU, hvor jeg så koncerter," siger hun - og er optimistisk med hensyn til hendes chancer for at komme i Folketinget:
"Der er en åbning nu, fordi meningsmålingerne ser ud, som de gør. Der er et ekstra mandat i Københavns Omegn. Og jeg er sikker på, at jeg har noget nyt at byde på. Jeg kommer ind som kvinde og som et frisk pust. De øvrige kandidater er hovedsageligt mænd, den yngste i 30'erne. Så måske kan jeg appellere til nogle andre grupper end det, de andre kandidater nødvendigvis gør."
Stolthed
Ifølge pressemeddelelsen synes Fie Hækkerup, at kommunens uddannelses- og forskningsmiljø skal styrkes:
"Vi har her et helt vildt unikt uddannelses- og forskningsmiljø på DTU, som vi virkelig skal værne om og styrke. Den 'life science'-forskning, der bliver bedrevet derude, er en styrkeposition for hele Danmark i en global konkurrence. Det er vigtigt at sikre gode forhold for, at vi kan fastholde det. En konkret ting, er, at der fra politisk side sikres gode og tilgængelige transportmuligheder. Både i form at offentlighed transport til de mange studerende, men også gode muligheder for bilister, der pendler til og fra arbejde."
På Facebook udtrykte hun stolthed over valget. På sin profil skrev Fie Hækkerup blandt andet:
"Jeg går til denne nye rolle med stor ydmyghed, og jeg glæder mig til at komme i arbejdstøjet og knokle for et endnu mere lige og trygt Danmark!"
Også farmand Nick Hækkerup er stolt. Ligeledes på Facebook skrev han:
"Jeg er en stolt og glad far til fire alle årets dage. Men i går var noget lidt særligt, for min ældste datter Fie blev valgt som folketingskandidat for Socialdemokratiet i Lyngby-Taarbæk. Jeg er vanvittig stolt og jeg er sikker på, at Fie vil gøre det godt. Hun og hendes søskende er evigt opmærksomme på at skubbe til deres gamle far og på at diskutere de ting, der optager dem. Nogle gange i MEGET lang tid. Så før nogen beskylder mig for at indoktrinere mine børn politisk, så kan jeg på det kraftigste afvise og sige, at det er dem, der indoktrinerer mig."
