Af Mette Skougaard, direktør Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot
Denne sommer er det 400 år siden, at en af danmarkshistoriens mest kendte og berygtede skikkelser, Leonora Christina, blev født. Det skete den 8. juli 1621 på Frederiksborg Slot. Hendes mor var Kirsten Munk, der var gift med Christian IV, men ikke havde titel af dronning, da hun ikke kom af en fyrstelig slægt, men en dansk adelsfamilie. Leonora Christinas kunstneriske talent og hendes dramatiske liv, der førte hende fra et liv i rampelyset ved nogle af Europas fornemste hoffer til usle fængselskår, gav grobund for det selvbiografiske manuskript »Jammers Minde«. Siden det kom til en bredere offentligheds kendskab ved udgivelsen i 1869, har Leonora Christinas skæbnefortælling stået som et af dansk litteraturs væsentligste værker.
Leonora Christina voksede fra sin spæde barndom op hos sin mormor, Ellen Marsvin. Senere fulgte et ophold i Nederlandene, hvorefter hun i 1629 vendte tilbage til Frederiksborg. Kort efter skiltes Kirsten Munk og Christian IV for stedse, men Leonora Christina blev på slottet, indtil hun i 1636 blev gift med den begavede adelsmand Corfitz Ulfeldt. Fra 1643 beklædte han som rigshofmester rigets fornemste embede.
Et af højdepunkterne i Leonora Christinas liv var, da hun fulgte sin ægtefælle på en stor rejse til Nederlandene og Frankrig 1646-47. I Haag færdedes de ved den nederlandske statholders hof, de omgikkes den berømte filosof René Descartes, og Leonora blev malet af en af Nordeuropas førende kunstnere, Gerrit van Honthorst - portrættet dukkede i 1906 op på en auktion i Berlin, hvor Det Nationalhistoriske Museum købte det. Senere fortsatte de til Frankrig, hvor enkedronning Anna, der regerede på vegne af sin mindreårige søn, Ludvig XIV, modtog den danske kongedatter.
Ulfeldt i vanskeligheder
Corfitz Ulfeldt kom i svære vanskeligheder, og gennem disse stod Leonora Christina last og brast med sin ægtefælle. Corfitz Ulfeldt havde udnyttet sine høje embeder til ved svig at skaffe sig en stor personlig formue. Da Christian IV døde i 1648, var Ulfeldt en af de adelige hovedkræfter bag en hård linje over for kongens søn, som det dog lykkedes at blive valgt til ny konge som Frederik III.
Corfitz Ulfeldt og Frederik III var på kollisionskurs, i 1650 var rigshofmesteren under anklage for at lægge planer for at myrde kongen, og det følgende år flygtede han og Leonora ud af landet. Snart dukkede de op ved det svenske hof, hvor de opildnede til krig mod Danmark, og i 1658 var Ulfeldt med til at forhandle den dansk-svenske fred i Roskilde, der blandt andet betød, at Danmark måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge.
Senere faldt Corfitz Ulfeldt også i unåde i Sverige. Leonora og han flygtede, men kun for at blive arresteret af den danske konge og indsat som fanger på Hammershus. I 1661 blev de frigivet mod, at Ulfeldt underskrev en underkastelseserklæring, men allerede året efter forlod de på ny landet - og Ulfeldt begyndte straks igen at smede rænker mod Frederik III.
I 1663 rejste Leonora Christina til England, hvor hun prøvede at få den engelske konge til at betale nogle penge, som han skyldte Ulfeldt. Her blev hun arresteret og bragt til København. I 22 pinefulde år sad hun fængslet i Blåtårn. Nogenlunde samtidig med Leonoras tilfangetagelse var Corfitz Ulfeldt blevet dømt fra liv og ære in absentia. Det lykkedes ikke at pågribe ham; han døde på flugt om bord på en båd på Rhinen.
Hverken anklaget eller dømt
»Jammers Minde« er henvendt til Leonora Christinas børn. Foruden at skildre det kummerlige fængselsophold godtgør hun, at hun hverken var anklaget eller dømt, og at hun under afhøringer hverken havde indrømmet ægtefællens eller egen skyld. Efter at Leonora Christina var blevet løsladt i 1685, boede hun sine sidste år i Maribo Kloster, hvor hun blandt andet gjorde »Jammers Minde« færdig. Hun blev plejet af sin datter, som efter hendes død sendte manuskriptet til sin bror Leo Ulfeldt, der var bosat i Østrig.
»Jammers Minde« blev først kendt uden for familien i 1868, da litteraten F. R. Friis stødte på det, da han rejste til Wien og Prag i et andet ærinde. Manuskriptet blev bragt til København, hvor man kunne erklære det ægte ved at sammenligne med Leonora Christinas egenhændige breve. Det følgende år udkom »Jammers Minde« for første gang som bog, og manuskriptet blev returneret til Østrig.
I 1917 begyndte senere museumsdirektør Otto Andrups bestræbelser på at sikre »Jammers Minde« for Danmark, og i 1920 købte han det til Det Nationalhistoriske Museum sammen med flere andre genstande, der havde været i Leonora Christinas eje.
I dag kan man se »Jammers Minde« og alle de vigtige portrætter af kongedatteren fra hendes egen samtid på Frederiksborg Slot - og til september åbner vi en udstilling om Leonora Christina i anledning af jubilæumsåret. Hun var handlekraftig, kunstnerisk og litterært begavet kvinde - en væsentlig karakter i vores kollektive erindring, hvad man så måtte mene om den ægtefælle, som hun så indædt forsvarede, og hendes mulige medskyld i de forbrydelser, der knytter sig til ham.
