Det Blå Marked er populært

Historien, om at det Det Blå Marked i Låsby åbner for sidste gang på søndag, har også givet landsdækkende medieomtale af Det Blå Marked i Haslev, som herefter vil være det eneste i kæden, der tidligere også har været i Børkop og Bramming.

- Det Blå Marked i Låsby blev startet af Lars Kristensen i 1989, og i november 1990 åbnede vi også her i Haslev, fortæller indehaveren Inger Skøtt, der på ingen måde er ved at lukke det kæmpestore loppemarked i Haslev, som kalder sig Skandinaviens største indendørs loppemarked.

- Markedet i Låsby har altid været langt mindre end vores, og de små markeder har sværere ved at klare den ændring, der sker, med at flere handler brugte ting på nettet. Der er også kommet flere reolmarkeder, men vi klarer os på grund af vores størrelse og den store bredde, der er i det, som vores kræmmere sælger, siger Inger Skøtt.

Fra 200 til nogle og 50

Det Blå Marked i Haslev har haft omkring 200 stader, og selvom der nu kun er lidt mere end 50 stadeholdere i de store haller på det 8.500 kvadratmeter store loppemarked med cafeteria og stader med delikatesser, så er der stadig masser at komme efter af alle de ting, som vi har derhjemme.

Ikke bare det, man lige står og mangler, men også en masse sjove og flotte ting af ældre dato.

- Hvis man eksempelvis er ung og skal flytte hjemmefra, så kan du komme hos os og finde stole, borde og køkkenservice, som har et meget personligt præg, i stedet for at køre i IKEA, siger Inger Skøtt.

En ny møbelstand

Der er netop indrettet en ny møbelstand på Det Blå Marked, og i det 2.000 kvadratmeter store lager har blandt andre Bygma lejet sig ind.

- Men der er plads endnu flere, og Ford T klubben har lige ringet og aftalt, at de kommer her og laver en udstilling til september, fortæller hun.

Den nye kommuneplan, som er sendt i høring, udlægger hele Det Blå Markeds matrikel som et fremtidig boligområde, og det er Inger Skøtt glad for.

- Det fremtidssikrer nogle flere muligheder, men det er bestemt ikke aktuelt nu. Jeg har en datter, som gerne vil videreføre Det Blå Marked efter mig, siger hun.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...