Fede Finns mand med hatten er død

Sanger og medsangskriver til en stribe Fede Finn & Funny Boyz hit, Jørn Rosenville, Store Lyngby, døde 29. maj, 72 år gammel.

Han forlod partyorkestret i 2009, og dermed sluttede mange års samarbejde med Lennart Johannessen, Holbæk.

Jørn Rosenville var med i Fede Finn & Funny Boyz i cirka fem år, men deres fælles historie går tilbage til midt i 1970'erne, hvor Jørn Rosenville kom med i Lennart Johannessens band Family Swingers.

- Jørn var med i halvandet år, og så så vi ikke hinanden i en del år. Det blev avisens (Holbæk Amts Venstreblad) tv-station, som bragte os sammen igen. Vi skulle bruge en stemme til reklamespots sidst i 1980'erne, og jeg kontaktede Jørn, forklarer Lennart Johannessen.

Det førte til figurerne Mario & Luigi, hvor de to havde cirka 1200 jobs og kørte mange kilometer i bil sammen, tilføjer han.

Jørn Rosenville blev medlem af Lennart Johannessens Fede Finn & Funny Boyz i 2005 og sammen skrev de flere af bandets hits, og han var sanger på det første store hit »Kærligheden Brænder«.

Men da bandet blev udvidet med sangeren Maud Kofod, sagde han farvel med ordene, at det bliver uden ham.

Siden har han arbejdet solo og udgivet flere cd'er.

Jørn Rosenville bisættes fredag den 4. juni fra Lille Lyngby Kirke klokken 13.00.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...