Da Dansk Folkeparti i Regions Sjælland søndag havde opstillingsmøde før det kommende valg til Sjællands Regionsråd blev valget om at komme øverst på listen et opgør mellem kandidater fra Roskilde.
Her vandt den nuværende partiformand i Roskilde Jan Herskov med stort flertal over byråds- og regionsrådsmedlem Gitte Simoni, der i den forløbne periode ellers har været gruppeformand for partiet i regionen.
Opstillingsmødet blev tilsyneladende også et opgør om den politiske linje. Gitte Simoni og den tidligere leder for partiet i regionen Peter Jacobsen, som i den forløbne periode har været en del af flertallet bag regionsformand Heino Knudsen (S) røg ned på en 10. og en 6. plads på den nye liste.
Bagefter var Gitte Simoni både ærgerlig og skuffet, fordi hun mener, at partiet i denne periode har haft stor indflydelse og opnået en række gode resultater, f.eks. når det gælder om at bevare Roskilde Sygehus med så mange senge og patienter som muligt.
Jan Herskov havde på forhånd erklæret, at DF efter hans mening skulle have en mere klar borgerlig profil i Regionsrådet. Så det kan forventes, at han nu vil gå sammen med Venstre, Konservative og Radikale i den kommende periode i et eventuelt nyt flertal.
Jan Herskov, der til dagligt arbejder på politigården i Skovbogade, har tidligere været medlem af både Venstre, Konservative og Liberal Alliance i Roskilde. I flere perioder var han valgt for Venstre, først til kommunalbestyrelsen i det tidligere Gundsø og senere til Roskilde Byråd.