Snorkelsti på Odden Havn blev indviet i godt vejr

Så er det helt officielt: Havnebyen har fået sig en snorkelsti. Den blev indviet tirsdag den 29. juni lidt over klokken 15 på Biggas Bro på Odden Havn.

- Geoparken standser ikke ved vandkanten. Den går langt ud i havet, sagde Mette Riis Schmidt fra »Projektgruppen Sjællands Odde 4.0«, som står bag Snorkelstien, blandt andet i åbningstalen.

Projektgruppens Petter Brandberg og Jon Sanders flankerede Mette Riis Scmidt, der også sendte en hilsen til Benjamín Villela Guzmán, som grafisk har udformet stenplancherne.

Snorkelstien blev egentlig søsat som »Natursti under havets overflade« og vandt Lokaldemokratiudvalgets makeover-konkurrence i 2020. Stien er lavet til »snorklister« i alle aldre - og såmænd også til dem, der bare er nysgerrige og gerne vil have en oplevelse med snorkel og dykkerbriller.

Et flydetov, som vil blive holdt nede med sten, er den guidende linje under vandoverfladen på den cirka 200 meter lange rute, der løber langs kysten og er formet som et ottetal. Her finder man en række stenplancher, som fortæller om livet i havet.

- Det er nu, I har chancen. Det er nu, I kan låne udstyr. Så kom i vandet, lød det fra Petter Brandberg - og den opfordring blev i høj grad fulgt af mange af de fremmødte, som også havde glæde af godt vejr og gode vindforhold.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...