Et stort set samlet byråd går nu direkte til både transportminister Benny Engelbrecht og finansminister Nicolai Wammen i håb om at få afskaffet brugerbetalingen på Kronprinsesse Marys Bro.
I et brev til de to ministre opfordrer borgmester John Schmidt Andersen (V) på vegne af samtlige af byrådets andre partier (SF, Socialdemokratiet, Radikale, Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre således til at afskaffe den brugerbetaliing, byrådet i 2012 ellers selv accepterede.
I brevet roser de udsigten til færdiggørelsen af motorvejen til Frederikssund og udtrykker tilfredshed med Kronprinsesse Marys Bro.
"Vi er dog ærgerlige over, at broen ikke benyttes mere," konstaterer partierne og henviser til, at cirka 20.000 biler fortsat dagligt krydser Roskilde Fjord via Kronprins Frederiks Bro, mens mindre end 4.000 anvender betalingsbroen.
"Vi er naturligvis fuldt ud bekendte med de vilkår, vi som byråd accepterede ved beslutningen om etablering af Kronprinsesse Marys Bro i 2012. Vi er dog af den opfattelse, at vilkåret har vist sig at have uheldige konsekvenser for benyttelsen af broen. Sammenholdt med et stigende trafikpres i både Frederikssund Kommune og i Nordsjælland generelt, er vi derfor her næsten 10 år efter af den opfattelse, at det er tid til at fjerne brugerbetalingen. Ingen andre steder i landet er der efterfølgende anvendt roadpricing ellr lokal brobetaling," hedder det blandt andet i brevet, der fortsætter:
"Vi er samtidig af den opfattelse, at en så stor statslig invstering i en bro må gøre det nødvendigt, at den benyttes mere og bedre, så den i langt højere grad kan bidrage til at aflaste trafiknettet i hele Nordsjælland. Samtidig bør den også indgå som en reel videre forbindelse, når der inden for kort tid etableres den længe ventede motorvej."
