RAADVAD Det var ikke helt korrekt, da Det Grønne Område i sidste uge skrev, at forpagterne af Lyngby Vandrerhjem i Raadvad slæber kommunen i retten. Et mere passende udsagnsord havde været 'tvinger' - ikke 'slæber'.

Den kontroversielle sag er gået så meget i hårdknude, at forpagterparret Birgitte og Lars Lønstrup, hvis kontrakt med kommunen udløber 30. juni, i dag, nægter at fraflytte det vandrerhjem, de har stået i spidsen for i de seneste tyve år.

Derfor har Lyngby-Taarbæk Kommune følt sig tvunget til at gå rettens vej for at få parret til at rømme vandrerhjemmet og flytte fra deres hjem gennem de seneste to årtier.

Forpagterne mener, at tidsbegrænsningen i forpagtningskontrakten med kommunen kan tilsidesættes, og at man derfor ikke fraflytter 30. juni. Derfor har kommunen stævnet parret, og sagen efterprøves nu ved domstolene.

"Vi aner ikke, hvor vi står. Vi ved ikke, om de står her den 30. med foged og politiet. Men planen er at fortsætte - også med at drive vandrerhjem, indtil retten har talt," siger forpagter Lars Lønstrup til Det Grønne Område:

"Ifølge vores advokaten har kommunens stævning opsættende virkning. Vi har fået det råd af advokaten, at vi skal fortsætte vores forretning, indtil der afsiges dom. Den dom kan så ankes af både dem og os. Advokaten siger, at vi skal gøre det, så længe sagen kører. Det kan tage måneder, ja, i princippet år."

Imens er vandrerhjemmet udbudt til salg, og en ny lokalplan for området, hvor vandrerhjemmets anvendelse udvides til også at omfatte hotel eller pensionat med restaurant-, café og konferencefaciliteter, er sendt i høring i ti uger.

Den offentlige vurdering af ejendommen er på 12,8 mio. kroner.

Fond

Birgitte og Lars Lønstrup bliver indtil videre på vandrerhjemmet, selv om udsigten for dem er, at de kommer til at miste det. Deres livsværk. Og stedet hvor deres fire børn i alderen 12 til 19 er vokset op.

Deres advokat har på deres vegne forespurgt kommunen, om hvordan man ser på, at forpagterne i lighed med værkstederne i Raadvad opretter en fond, som vil kunne overtage vandrerhjemmet.

Det eneste var, forpagterne har fået på dén forespørgsel, er, at kommunen har sendt vandrerhjemmet i udbud, og det kommer til at gå til den, der byder højest.

"Vi er presset helt op i en krog. Vi bliver ikke mødt, vi bliver ikke hørt. Vi venter stadig på vores henvendelse om at lade en fond overtage vandrerhjemmet," siger Birgitte Lønstrup til Det Grønne Område:

"Fonden kom i stand, fordi vi regnede med, at de ville redde os, som de reddede resten af byen. De sikrede alles erhverv og boliger, men os smider de ud."

Indtil videre har vandrerhjemmet lavet en arbejdsgruppe, bestående af en række kendte erhvervsfolk. Arbejdsgruppen bliver, hvis ansøgningen om fonden godkendes, til fondens bestyrelse.

"Opstillingen af fonden er fuldstændig lig den, der er lavet fra fabrikken. I vores fond er der en klausul om, at vandrerhjemmet skal drives videre i sin nuværende form," forklarer Lars Lønstrup.

I arbejdsgruppen - og i den senere bestyrelse - finder man den tidligere direktør for Novo Nordisk, Mads Øvlisen, ejendomsmægler Søren Heilesen, CEO i IC Group Alexander Martensen-Larsen og Helle Bisholm, indehaver af Hotel Kong Arthur i København.

Tyveri ved højlys dag

Det er først i aller sidste øjeblik, nærmest klokken ét minut i tolv, at forpagterparret sådan for alvor går på barrikaderne for at redde deres livsværk. Det er der en forklaring på, fortæller Lars Lønstrup:

"Det falder på plads så sent på fabrikken. Det skete først for halvanden måned siden. Så dumpede vores advokat os, og det betød, at vi havde spildt et halvt år. Vi kunne simpelthen ikke få fat i ham og måtte skifte advokat. Og så var det forfra igen."

Han fortsætter:

"At miste vandrerhjemmet vil være en kæmpe skuffelse og virkelig ærgerligt. Det må vi acceptere, og vi må komme videre. Mindst lige så meget handler det her om måden, det er foregået på. Jeg kan ikke bare slippe tyve års arbejde på sådan et grundlag. Var det foregået helt reelt, ville vi have holdt en god fest og sagt pænt farvel. Men på denne her måde bliver jeg bare nødt til som et selvstændigt menneske at kæmpe for vores sag. Det er tyveri, intet andet, når man ikke har søgt andre løsninger. Det er tyveri ved højlys dag."

Er slidt op

Og familien er på ingen måde upåvirket af sagen.

"Man sover en komalignende søvn og vågner kl. 6 med ondt i maven," siger Birgitte Lønstrup. Hendes mand uddyber:

"Vi er slidt op af det, fyldt med afmagt over, at vi trods alt efter alle disse år end ikke på noget plan er en del af en løsning. Vores virksomhed har tabt mange penge, millioner, fordi vi i de seneste seks år kontraktmæssigt har kørt med horisonter på to, to, ét og et halvt års kontrakter. Typisk bookes der lejrskoler halve og hele år i forvejen. Det er ikke kun os, men i høj grad også brugerne, der er meget frustrerede over det. Der ligger 2-300 mails med aflyste og rykkede arrangementer."

Frustrationen og afmagten kommer også til udtryk, når forpagterparret nu kæmper kampen for deres vandrerhjem. Blandt andet kører de - især på Facebook - personligt på borgmester Sofia Osmani og viceborgmester Simon Pihl Sørensen.

"Buen er blevet spændt helt op. Vi er skuffede... Jeg har ikke noget imod en mandfolkediskussion. Du kan ikke finde ét eneste surt opstød ved det første udbud," siger Lars Lønstrup:

"Vi har kørt personligt på Osmani og Pihl, fordi specielt de to ikke fortæller sandheden om bevæggrunden for at redde fabrikken og ikke redde vandrerhjemmet. Det ene øjeblik vil man redde hele Raadvad som en helhed. Det andet øjeblik er det at drive vandrerhjem ikke et truet håndværk. Det tredje øjeblik argumenterer man med, at huset først var en skole og så et vandrerhjem, så det er ikke kulturarv og dermed ikke værd at redde. Det er noget fluffy noget for at snakke kritikerne ned og køre dem træt med alt muligt."

"Omvendt er Sofia Osmani så den eneste, der udtaler sig og har tjekket ind i debatten. Men jeg bliver bare så irriteret, når man ikke holder sig til sandheden. Så er det svært at føre en diskussion," siger Lars Lønstrup.

Tillykke med det

Frygten for forpagterparret er, at det, der i dag er Lyngby Vandrerhjem, og som tager helt ned til 275 kroner for et lejrskoledøgn med tre retter mad, ender som et dyrt golfhotel.

"Vi accepterer, at det er til salg. Og vi anfægter ikke det, der er sket på fabrikken. Det er så fint og godt. Tillykke med det. Det ønsker vi ikke at forpurre. Det er det eneste rigtige," understreger Lars Lønstrup:

"Det kom så til at koste staten penge. Det, jeg har mest svært ved, er, at Osmani og Pihl nærmest faldt over hinanden i pressen for at redde det hele. Det er i skærende kontrast til, hvad de gør her," siger han.

Dyrt hotel

Hvis Lyngby-Taarbæk Kommune ville finde en løsning på sagen ved at tilgodese det nuværende forpagterpar, kan man sagtens gøre det, mener parret.

"Havde det været på de gamle præmisser med det gamle udbud, havde vi snuppet den - og må den bedste mand vinde. Vi mener ikke, at det skal gå tilbage på kommunale hænder. Slet ikke. Men vi mener ikke, at lokalplanen bør ændres," understreger Lars Lønstrup:

"Da lokalpolitikerne ville redde fabrikken, talte de om at ville redde den industrielle kulturarv. Er der noget, der passer ind i det, de ville redde, så er det da et vandrerhjem som vores. Ikke et dyrt golfhotel. Ingen kan jo vide, hvad det bliver, når man sælger til højstbydende. For sagen er jo, at den, der byder højest, vinder. Han får nøglen og skal bare holde sig inden for hotel- og restaurationsgrænserne."

Forpagterparret havde håbet, at de ikke havde behøvet deltage i et udbud, men at deres fond - i lighed med fonden på Raadvad Knivfabrik - uden et udbud kunne overtage vandrerhjemmet.

"Det, man kan have svært ved at forstå, er, at man ikke kan lave en aftale med os i lighed med den, man har lavet med resten af byen. Vi ønsker ikke særbehandling, men blot at beholde vores forretning," siger Birgitte Lønstrup:

"Hvorfor skal vi ikke have lov til at købe vores egen forretning?"

"Selvfølgelig er der en løsning, hvis man vil. Andre kommuner gør det. Jeg ved med stensikkerhed, at der er alle mulige løsninger, som har fundet sted ude i kommunerne, men desværre ikke her," siger Lars Lønstrup:

"Med den drift, vi kører, kan byen, bygningen og vejene i Raadvad ikke rumme mere. Smider du det ud i frit fald, risikerer du, at der kommer noget, der bare pumper derudad."

På spørgsmålet om, hvordan man kan lave den kobling, at en ny lokalplan er ensbetydende med et dyrt hotel på Lyngby Vandrerhjem, forklarer Lars Lønstrup:

"Som det er nu, er stedet her velbesøgt, velungerende og veldrevet. Det er der driftsmæssigt ikke grund til at lave om på. Sælger man til højstbydende, kan ingen garantere, at det ikke laves om. Med 99 procents sikkerhed er der ingen, der giver x-antal millioner for det for så have lejrskoledøgn til 275 kroner."

Livsværket

Det er deres livsværk, Birgitte og Lars Lønstrup står til at miste - medmindre de enten vinder retssagen eller udbuddet.

Det var et tilfældigt besøg på vandrerhjemmet for mere end tyve år siden, som gjorde, at de begge vidste, hvad de ville bruge resten af deres liv på. De tabte ganske enkelt deres hjerte til det gamle vandrerhjem i Raadvad.

"Vi besøgte det tidligere forpagterpar, og ingen af deres børn ønskede at overtage forpagtningen efter dem. Så Birgitte startede med at arbejde hos dem med rengøring og receptionsarbejde og gjorde det i tre år frem til, at vi overtog forpagtningen i 2003. Formålet var, at vi skulle stå stærkest muligt, når der skulle skiftes forpagter," forklarer Lars Lønstrup og forklarer:

"Vi har altid gerne villet arbejde sammen og have vores børn omkring os, mens vi gjorde det."

Frem til i dag har ægteparret Lønstrup stået for den praktiske udførelse af den indvendige vedligeholdelse og renovering af vandrerhjemmet. Lige nu står en totalrenovering af taget til fire mio. kroner og venter på at blive sat i gang.

"Vi er nok dét mest primitive vandrerhjem i Danmark. Både fordi kommunen ikke har villet bruge penge på det og, fordi det jo har gået, og folk har levet med de fejl og mangler, der er - og den manglende komfort." fortæller Birgitte Lønstrup:

"Det er så fint et sted på den måde. Der er så meget, der er smart og tjekket i dag. Men det her kan noget helt særligt, som vil være vanvittigt synd at ødelægge. En del af oplevelsen er, at når folk træder herind, så falder de helt ned. De skal ikke leve op til noget specielt og fancy. Det er en balance, som folk sætter stor pris på. Det vil forsvinde, hvis man bygger det om eller renoverer det med kæmpe armbevægelser."

Birgitte og Lars Lønstrup kæmper videre. Set med deres øjne er det ikke for sent:

"Der er to kampe at kæmpe. Den ene er den juridiske, og den aner vi ikke, hvordan ender. Den anden er, når nogen og nok personer ender med at synes, at det ikke er i orden og synes, at det er et kæmpe tab at lukke det," siger Lars Lønstrup - og slutter:

"Går man ud i et salg til andre end os, vil det ændre sig. Skulle vi ikke i denne rige kommune med masser af hoteller, kunne sætte vandrerhjemmet ind i en fond og afstå fra et frit salg? Til gengæld har vi i kommenen et vandrerhjem, som passer ind i den helhed, der er skabt herude."

FAKTA

Sagen kort:

Lyngby Vandrerhjem i Raadvad ejes af Lyngby-Taarbæk Kommune, som i forbindelse med en ændring af lokalplanen for området udbyder vandrerhjemmet til salg.

Det betyder, at de hidtidige forpagtere ikke får forlænget deres forpagtningsaftale og derfor skal fraflytte vandrerhjemmet senest 30. juni 2021.

Forpagterparret har tilbudt kommunen at købe vandrerhjemmet via en til formålet stiftet fond.

Forpagterne har startet en underskriftsindsamling til fordel for Lyngby Vandrerhjem. Den finder man her: https://www.skrivunder.net/bevar_vandrerhjemmet_i_raadvad