Eleverne på Hjortholmskolen i Tølløse har med stor glæde taget skolens nye multibane i brug.
Dermed kan eleverne lige fra 0. til 10. klasse dyrke idræt under trygge rammer.
Skolens omkring 100 elever har således alle en diagnose indenfor autisme-spektret. Som for eksempel Aspergers Syndrom, ADHD og Tourette.
- Vores elever har derfor brug for, at deres skoledag er struktureret. Det vil sige, at de på forhånd skal vide, hvad der skal ske, og så må der helst ikke komme for mange ændringer, fortæller Rasmus Lundsbjerg, der er afdelingsleder på Hjortholmskolen.
Multibanen er med til at give struktur på de lege og idrætter, som eleverne på skolen dyrker alt efter alderstrin.
- Vi bruger idrætten og legen til at lære børnene sociale færdigheder. Flere af dem har ikke forståelse for andres behov og følelser, og ved at spille spil lærer vi eleverne, at man skal overholde nogle regler, hvis man vil lave noget sammen med andre. Ligesom i det virkelige liv, fortæller Rasmus Lundsbjerg.
Borgmesteren fik et brev
Multibanen har længe stået på skolens ønskeseddel, så børnene sendte på et tidspunkt et brev til borgmesteren, hvor de bad kommunen om hjælp til en sådan.
Borgmesteren sendte brevet videre til Udvalget for kultur og fritid, som kiggede på ønsket, og i marts besluttede politikerne at give 400.000 kroner til projektet.
- Det var vi utrolig glade for. Vi har jo slet ikke den slags penge selv, og vores legeplads-udvalg arbejder jo normalt bare med at få udskiftet nogle legeredskaber. Så det har været stort at få lov til at det her, forklarer Rasmus Lundsbjerg.
Skolen har selv været med til at designe banen indenfor budgettet, så eleverne har fået den multibane, de får mest glæde af.
- Vi har blandt andet besluttet, at banen kun skal have to mål og ikke fire, som andre har, forklarer Rasmus Lundsbjerg.
Skolen har i forvejen en stor have, hvor der er plads til mange forskellige aktiviteter.
- Der er masser af plads til forskellige fysiske aktiviteter, men der er også indrettet små kroge, hvor børnene kan opholde sig, hvis de trænger til at være sig selv, fortæller Rasmus Lundsbjerg.