Her er anklageskriftet: Dét er manden fra Korsør tiltalt for

Den 32-årig mand, der siden april har været varetægtsfængslet, er tiltalt for ti forhold begået mod tre piger herunder drabet på Emilie Meng.

Den 32-årig mand, der siden april har været varetægtsfængslet, er tiltalt for ti forhold begået mod tre piger herunder drabet på Emilie Meng.

Den 32-årig mand, der har været varetægtsfængslet siden april 2023, er tiltalt for i alt ti forhold.

Det fremgår af anklageskriftet, som Sjællandske Nyheder har fået aktindsigt i.

Anklageskriftet giver indsigt i, hvad anklagemyndigheden mener at kunne føre bevis for, at den 32-årige mand har udsat tre piger for.

Manden fra Korsør er tiltalt for at have begået en række forhold mod Emilie Meng, der forsvandt efter en bytur i juli 2016, en 15-årig efterskoleelev i Sorø i november 2022 og en dengang 13-årig pige i Kirkerup i april sidste år.

Den 32-årig mand blev anholdt på sin adresse søndag den 16. april. På adressen fandt politiet en dengang 13-årig pige var Kirkerupområdet, som dagen forinden var blevet frihedsberøvet og efterlyst.

Manden fra Korsør erkender sig delvist skyldig i sagen om den dengang 13-årige pige fra Kirkerup, men det vides endnu ikke, hvilke dele han erkender. Han nægter sig skyldig de forhold, der omhandler den 15-årige efterskoleelev og drabet på Emilie Meng.

Drabet på Emilie Meng

Den 32-årige mand fra Korsør er tiltalt for at have voldtaget og seksuelt krænket Emilie Meng, inden han kvalte hende.

Ifølge anklageskriftet formåede den 32-årige omkring klokken 04 natten til den 10. juli 2016 at lokke Emilie Meng ind i sin bil. Det skete ved eller i umiddelbar nærhed af Korsør Station.

Herefter kørte han hende til et ukendt sted, hvor han med vold og ved at true hende med vold tiltvang sig samleje og andre seksuelle forhold.

Efter voldtægt og seksuelle krænkelser bragte den 32-årige Emilie Meng videre til et andet ukendt sted, hvor han efterfølgende overfaldt og kvalte hende.

Ifølge anklageskriftet vides det ikke, hvornår den 32-årige anbragte Emilie Mengs lig i en sø ved Regnemarks Bakke i Borup.

Her blev Emilie Meng fundet den 24. december 2016.

Frihedsberøvelsen af pigen fra Kirkerup

Manden fra Korsør er tiltalt for vold af særligt rå, brutal og farlig karakter og overtrædelse af færdselsloven.

Tiltalen lyder på, at den 32-årige har påkørt den cyklende 13-årige bagfra med sin bil, så hun styrtede.

Han er også sigtet for langvarig frihedsberøvelse og forsøg på manddrab.

Efter påkørslen af den 13-årige tvang han ifølge anklageskriftet hende ind i sin bil og kørte med hende i bagagerummet. Tiltalen lyder også på, at den 32-årige i en stor del af det døgn, han frihedsberøvede den 13-årige, holdt hende bundet, ligesom han truede med at udsætte hende for vold, hvis hun forsøgte at slippe væk

Ifølge anklageskriftet ville den tiltalte “formentlig” slå hende ihjel ved kvælning, hvilket imidlertid mislykkedes, da politiet den 16. april 2023 klokken 14.48 befriede hende og foretog anholdelse af tiltalte.

Blandt forholdene i anklageskriftet er også voldtægt og andre seksuelle overgreb.

Den 32-årige tiltales for ”mange” voldtægter og talrige andre seksuelle overgreb på den 13-årige. Overgrebene har fundet sted i den 32-åriges hus i Korsør og på en adresse i Sorø.

Desuden er han tiltalt for ulovlig tvang.

Under den 27 timer lange frihedsberøvelse af den 13-årige tiltales den 32-årige for med vold eller trusler om vold at have udsat hende for forskellige ydmygelser med seksuelle aspekter.

Forholdene er af så grov karakter, at vi af hensyn til pigen og hendes pårørende ikke beskriver dem yderligere.

Overfaldet ved idrætsefterskolen

I sagen om den dengang 15-årige pige fra Sorø Gymnastikefterskole indeholder anklageskriftet flere nye detaljer.

Overfaldet skete om aftenen tirsdag den 8. november 2022.

Omkring klokken 18.15 greb han fat i pigen bagfra på efterskolens område, mens han holdt en kniv i hånden.

Den brugte han til at true hende med, mens han hev hende ned på jorden, satte sig på hende og slog hende flere gange.

Anklagemyndigheden mener, at der er tale om trusler, vold og overtrædelse af knivloven.

Desuden mener anklagemyndigheden, at manden har udført et forsøg på langvarig frihedsberøvelse.

Manden fikserede pigens hænder og holdt hende for munden, mens han førte hende over en mark og forsøgte at få hende ind i sin bil. Bilen holdt i nærheden.

Det mislykkedes, da pigen skreg op. Den 32-årige mand opgav og løb fra stedet.

Det har tidligere været fremme, at det var pigens mor, der alarmerede politiet, og at tre vidner henvendte sig til politiet efter episoden.

Børneporno og håndskrevne noveller

Sagens tiende forhold drejer sig om den tiltalte computer. Her fandt politiet en omfattende mængde børneporno.

Der var, ifølge anklageskriftet, 3534 billeder og 561 videoer med en samlet længde på cirka 100 timer.

I anklageskriftet fremgår det også, at politiet har beslaglagt 147 genstande fra manden. Der er tale om mange forskellige ting heriblandt to håndskrevne noveller, mange forskellige typer strips, tape og sengetøj.

Novellerne hed henholdsvis ”Jeg havde set frem til denne dag” og ”Det havde været en dag udover det sædvanlige”.

  • Mandag den 8. januar kunne anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortælle, at de har rejst tiltale i sagen, hvor en 32-årig mand siden april 2023 har været varetægtsfængslet og siget for at have begået en række forhold mod Emilie Meng, en 15-årig efterskoleelev i Sorø og en dengang 13-årig pige i Kirkerup.
  • De kunne oplyse, at den 32-årige mand er tiltalt for blandt andet at have udsat Emilie Meng, der forsvandt efter en bytur i juli 2016, for langvarig frihedsberøvelse og voldtægt samt at have dræbt hende. Hendes lig blev fundet i en sø nær Borup juleaftensdag samme år.
  • Desuden er han blandt andet tiltalt for i november 2022 at have forsøgt langvarigt at frihedsberøve efterskoleeleven fra Sorø Idrætsefterskole og for at have forsøgt at voldtage hende.
  • Herudover er han tiltalt for blandt andet at have udsat den dengang 13-årige pige i sagen fra Kirkerup for langvarig frihedsberøvelse og voldtægt samt for at have forsøgt at dræbe hende.

Kilde: Sydsjællands og Lolland Falsters Politi

  • Et anklageskrift indeholder blandt andet en kort beskrivelse af, hvad sagen drejer sig om og en henvisning til de regler i straffelovgivningen, som anklagemyndigheden mener, den tiltalte har overtrådt.

Kilde: Danmarks Domstole

Har du et tip, en kommentar eller et nyt perspektiv på sagen, vil vi meget gerne høre fra dig.

Du kan kontakte redaktionen på slagelse.red@sn.dk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...