Vold mod kvinder er også i dag et sørgeligt aktuelt emne, som der sættes fokus på torsdag den 23. maj kl. 17-19 ved et arrangement i Lilletrommen.
Her vser Hørsholm Bibliotek først dokumentarfilmen ’Vold i kærlighedens navn’ af den danske instruktør Christina Rosendahl.
Bagefter er der oplæg af repræsentanter fra Center for Voldsforebyggelse.
I 2021 grundlagde Center for Voldsforebyggelse - en dansk nonprofitorganisation, et dansk Femicide Watch - som indsamler viden og data om drab på kvinder i Danmark.
Formålet med indsatsen er at oplyse om drab på kvinder, samt at komme med ny viden, som kan anvendes i forebyggelsesarbejdet mod kvindedrab.
Drab kan forebygges
Center for Voldsforebyggelse vil præsentere deres kortlægning af drab på piger og kvinder i perioden 2000-2021 og deres seneste minianalyse af Femicides.
Deres rapport viser blandet andet, at der dræbes en kvinde hver måned, men minianalysen viser også, at drab på kvinder kan forebygges.
Flere af de dræbte kvinder fra 2022 har talt om volden eller søgt hjælp, og flere af gerningspersonerne havde en tidligere straffehistorik med vold. Det viser, at drabene kunne have været forebygget.
Deltagelse i arrangementet kræver gratis billet, som kan fås via Hørsholm Biblioteks hjemmeside.
jesl
