Så skete det igen. Ringsted Festival 2021 (5.-7. august 2021) bliver alligevel ikke til noget, efter regeringen og størstedelen af Folketingets partier landede en genåbningsaftale natten til tirsdag.
Med et tilskuerloft på 5000 mennesker og en sektionering gør retningslinjerne fra den 1. august det for svært at holde festivalen efter forskrifterne, mener festivaldirektør Anders Sørensen.
Nu er festivalen udskudt til næste år.
- Det står klart, at vi ikke kan levere det produkt, vi har solgt, med de gældende retningslinjer. Med over 10.000 solgte billetter bliver det for svært at vælge til og fra både blandt bands og publikum, siger Anders Sørensen og slår fast:
- Jeg er dybt frustreret over det, og det tror jeg da også, gæsterne er.
Kompensation
Anders Sørensen havde håbet, at man havde ventet med at træffe en beslutning om august måneds festivaler.
- Jeg havde håbet, at man ventede med at træffe beslutningen om augusts festivaler. Man aner ikke, hvordan smitten har udviklet sig til den tid, siger Anders Sørensen.
Han gør opmærksom på, at aflysningen ikke påvirker gæsternes mulighed for at få refusion.
- Det betyder helt konkret, at der kommer en periode i maj eller juni, hvor gæster, der har købt billet kan anmode om at få refunderet eller ombyttet deres billet til næste års festival, siger festivallederen, der nu vil planlægge et alternativt sommerarrangement i stedet for festivalen.
Et alternativt arrangement kan dog konflikte med den kompensationsordning, som Ringsted Festival og alle andre festivaler kan søge for at sikre deres fortsatte eksistens.
Arbejder på livet løs
Trods aflysningen skrinlægger Anders Sørensen kke arbejdet med at udvikle på Ringsted Festival.
Et nyt loungeområde, boblebar med mousserende vin og en perlerække af nye cocktailbarer skulle have skudt op i Lystanlægget i Ringsted i forbindelse med årets festival, men nu har Anders Sørensen og co. endnu længere tid til at finpudse.
- Jeg håber på den fortsatte opbakning fra gæsterne og håber, at vi ses i 2022, slutter Anders Sørensen.
Også Roskilde Festival, Northside, Tinderbox og mange andre af sommerens store festivaler har tirsdag morgen aflyst sommerens festligheder i lyset af de udmeldte retningslinjer.
