Selvstændig og cykelglad viceborgmester fylder rundt

Den radikale politiker Henrik Klitgaard fra Hørsholm kan fredag fejre sin 60 års fødselsdag

Den radikale politiker Henrik Klitgaard fra Hørsholm kan fredag fejre sin 60 års fødselsdag

Hørsholms viceborgmester Henrik Klitgaard, Det Radikale Venstre, bliver 60 år på fredag den 28. maj.

Henrik er født i København og flyttede til Hørsholm med sine forældre som 9-årig og har boet her lige siden.

Skoletiden foregik på henholdsvis Vallerødskolen, Kokkedal skolen og sidenhen Rungsted Statsskole (i dag Rungsted Gymnasium), hvorfra han blev student i 1981.

Mange kender Hernik Klitgaard fra idrætten i Hørsholm - godt nok ikke som udøver - men som formand for HUI håndbold (10 år) og som hovedbestyrelsesmedlem i HUI i over 20 år.

I sin tid var han også med til at etablere Idrætsrådet, hvor han fungerede som formand i en længere årrække.

Tre områder han brænder for

Siden ungdommen har fredagens runde fødselar interesseret sig for politik og blev ved kommunalvalget i 2005 valgt til Hørsholm Kommunalbestyrelse for Det Radikale Venstre. Han sidder i dag på 16. år i kommunalbestyrelsen, de seneste 12 år som viceborgmester.

Desuden er han formand for Erhvervs- og beskæftigelsesudvalget, og især erhvervslivet er et hjertebarn for fødselaren.

Selv er han privat selvstændig erhvervsdrivende. Og som sporten betyder kulturlivet også meget for Klitgaard, der har siddet i Kultur- og fritidsudvalget som næstformand siden han blev valgt ind i kommunalbestyrelsen.

Cykler Europa rundt

I 2015 tog Henrik Klitgaard den store fysiske udfordring op og meldte sig til Team Rynkeby, hvor indsamlingen sluttede med en cykeltur fra Danmark til Paris på en uge.

En tur der gav ham blod på tanden, og året efter kørte han med Cykelnerven i Frankrig. En tur som betegnes som 'Danmarks hårdeste velgørenhedsevent'. Her gennemførte han fire etaper fra Tour de France, én af dem uden for kategori.

Han har sidenhen været med til at starte cykelholdet 'Cykelvennerne', der samler ind til Make-A-Wish Ønskefonden, og som indtil nu har bragt holdet til både Prag og Amsterdam. I år går turen Danmark Rundt.

Privat er fødselaren gift med Birgit og sammen har de to voksne børn, Sarah og Christian. I 2019 kunne Henrik dog skrive en ny titel på cv'et - og næsten den vigtigste titel. Nemlig morfar til Frederik.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...