Kendt i branchen overtager Klosterkælderen

Efter næsten seks år med Klosterkælderen skal Klaus Nielsen nu finde på noget andet at lave. Fremover bliver det nemlig ejeren af Hugos Vinkælder i Køge, Thomas Madsen, der overtager forpagtningen af den velassorterede ølbar, og han håber at være klar til åbning omkring 1. juni.

- Vi skal have sat parasoller op, så vi kan overdække gårdhaven og sørge for at der er lunt og godt. Folk vil gerne sidde ude, men de gider ikke fryse, siger Thomas Madsen, der også lægger ny elføring ind samt installerer ny opvaskemaskine, køleanlæg og osmoseanlæg.

Personalet følger med

Barejeren beskæftiger allerede 40 ansatte på Hugos Vinkælder i Køge og Humle Ølbar i Næstved. Med Klosterkælderen, der også har fokus på glade gæster og interessante øl indtaget i hyggelige omgivelser, får han yderligere ti på lønningslisten.

- Det er nogle utroligt søde og dedikerede mennesker, og det har virkelig givet mig blod på tanden, siger Thomas Madsen, der fortsat vil lade Klosterkælderen fremstå, som gæsterne kender den.

I humletønden

Ganske vist får væggene lidt maling, men ellers bliver der ikke nævneværdige ændringer i miljøet på Klosterkælderen. Også ølsortimentet vil fortsat være ganske omfattende med omkring 200 forskellige øl fra 30 forskellige leverandører. Den nye indehaver har noteret sig visse regionale forskelle i smagen hos de ølglade gæster på hans øvrige beværtninger. Således er frugtige øl populære på Humle Ølbar i Næstved, mens IPA sælger mest på Hugos Vinkælder i Køge.

- Jeg ved endnu ikke, hvad der falder i Roskildes smag - det afhænger af, hvor man er i sin ølrejse. Selv drikker jeg utroligt meget IPA. Når man først falder i humletønden, kommer man aldrig op igen, siger Thomas Madsen.

Gode penge efter dårlige

Nøglerne har han nu fået af Klaus Nielsen, der åbnede Klosterkælderen 29. august 2015. Klaus Nielsen ejer fortsat ejendommen, men han er færdig med at drive beværtning.

- Jeg har skovlet penge ud under coronakrisen, og der kommer en tid, hvor man ikke skal kaste flere gode penge efter dårlige. I øvrigt tror jeg, at Thomas har bedre forudsætninger for at tjene penge på det her, siger den afgående barejer.

Fremtiden ligger åben

Klaus Nielsen glæder sig nu over, at han også i fremtiden kan gå ud og få sig en forfriskning på det, han i sagens natur betragter som byens bedste ølbar.

- Thomas er et godt match for mig, og så sikrer jeg mig også, at der ikke kommer et pizzeria eller noget tilsvarende i stedet. Samtidig kommer jeg ud af det, så jeg også fremover kan betale mine egne cigaretter, griner han.

Hvad fremtiden nu skal bringe for Klaus Nielsen, er endnu uvist. Han flyttede til Svogerslev sidste år, og nyder umiddelbart bare tilværelsen set fra haven.

- Ja, min kone spørger mig også hele tiden om, hvad jeg nu skal lave - men det må tiden vise, smiler han.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...