"Jeg kommer lige fra en rævegrav, som jeg har fulgt i 14 dage. Jeg har fået nogle rigtigt gode billeder."
Ordene er de første, som Ole Ekelund siger, da avisen møder ham ved en af Dyrehavens røde porte. Og den glæde, han føler ved den oplevelse, MÅ han bare dele.
Som alle andre, der færdes hjemmevant i naturen, er han iklædt praktisk grønt tøj. Kasket og solide vandrestøvler. Foran på maven hænger et ualmindeligt voldsomt kamera og på ryggen en lille rygsæk. Heri viser der sig at være krus, kaffe og mælk i praktiske beholdere.
OIe Ekelund er naturfotograf. Eller rettere sagt. Det er noget, han er blevet.
For i virkeligheden er han uddannet kemiingeniør fra DTU i 1991. Efterfølgende var han fem år hos Haldor Topsøe og de seneste 23 år var det Novo Nordisk i Bagsværd, der var hans daglige arbejdsplads. År for år steg han er i graderne og han har både arbejdet med personale og projektledelse.
I 2019 fik han stresssymptomer. Ikke pga. arbejdsmængden, siger han. Men han syntes, at han spildte sit liv bag en computer, når han nu dybest set vidste, at han ville noget andet. Og det skulle være noget, der ikke foregik på tredje sal med udsigt til "Novoland og en p-plads". Han havde brug for at komme mere ud i naturen.
"Hver gang jeg var i Dyrehaven, havde jeg lyst til at skifte computeren ud med naturen," siger Ole, der bor i Hjortekær og har Dyrehaven som baghave. Og derfor dagligt blev konfronteret med sine længsler.
"Jeg havde længe drømt om, at jeg ville noget andet. Ikke i et andet firma, for jeg var glad for Novo, for mine kollegaer og mine arbejdsopgaver. Det skulle bare være noget helt andet. Jeg ville ud af hamsterhjulet," siger han.
Prisen for et nyt liv
Ole er en ivrig naturfotograf. Og ønsket var, at han kunne bruge så meget tid som mulig på sin hobby.
Sommeren 2019 brugte han og hustruen på at regne på, om det overhovedet kunne lade sig gøre rent økonomisk at skippe en indtægt. Og den 31. oktober 2019 sagde han op.
"Vi var i banken og fik omlagt nogle lån og fik udbetalt noget friværdi. Min kone har et godt job i en anden medicinalvirksomhed. Vores børn er blevet voksne og med egne økonomier, så ved at skue lidt ned på forbruget kunne det godt lade sig gøre," siger han.
Kommentarerne var mange, da kollegaer, venner og familie hørte om hans store spring ud i friheden.
"Og ikke så få sagde "bare det var mig". Men alle kan jo ikke bare gøre det. Det ved jeg godt, for det kan være svært, hvis man har hjemmeboende børn og store boligudgifter," siger han.
Selv er han ikke i tvivl om, at han har truffet det rette valg.
"Den største hurdle i begyndelsen var, at jeg skulle forholde mig til prestigetabet. Hvad er jeg nu? Og hvad skal jeg skrive på min LinkedIn-profil. Dit job er jo en stor del af din identitet. En af øvelserne har været at få styr på hovedet. Jeg har skullet forlig mig med, at jeg nu var et andet sted rent arbejdsmæssigt," siger han.
Men en dag gik det op for ham, at han rent faktisk slet ikke havde brug for profilen.
"Hver gang nogen ringede og tilbød mig et job, fik jeg gåsehud. Det er ikke noget, der rykker i mig, og kun hvis økonomien braser sammen, tager jeg et job. Det er naturligvis min plan B," siger han.
Er både CEO og CFO
Lige nu kører Ole efter sin plan A. Og det er at fotografere. Og så forsøger han få en indtægt ved at sælge sine fotografier og ved at tilbyde kurser.
"Selvom jeg ville ud af hamsterhjulet, kunne jeg efter et års tid mærke, at guleroden manglede. Jeg manglede et formål, og derfor startede jeg mit firma. Fik cvr-nummer osv. Jeg følte også lidt, at jeg kørte på frihjul, så nu er jeg både CEO og CFO," griner han.
Og til de mange, der spørger, om det ikke var svært, og om han ikke kastede sig ud på alt for dybt vand, svarer han. "Jeg kan kun sige, at jeg aldrig har været lykkeligere. Jeg ville ud af hamsterhjulet. Og jeg har ikke et sekund fortrudt den beslutning, jeg tog."
På ekelund.photo kan du se et udpluk af Ole Ekelunds fotografier og høre mere om hans fotokurser i Dyrehaven.
En undersøgelse fra Megafon offentliggjort i Politiken i viser, at det seneste år har fået omkring 50 % af alle voksne til at overveje at ændre livsbane. Er du en af dem, der har ført tankerne ud i livet, så hører vi gerne fra dig. Skriv til dgo.red@sn.dk