Bekymring: Fængsel har nu dobbelt så mange indsatte som beregnet

Det vækker bekymring hos formanden for Fængselsforbundet, Bo Yde Sørensen, at man i Nykøbing Fængsel for øjeblikket har dobbelt så mange indsatte, som fængslet oprindeligt var beregnet til, da det blev indviet i sommeren 2018. Nykøbing Fængsel har øget kapaciteten med 100 procent, hvad Bo Yde Sørensen betegner som en kedelig Danmarksrekord.

- Alle celler har dobbeltbelæg, og det er aldrig en god ide. For os som arbejder i fængslerne, betyder det en øget sikkerhedsrisiko, og det slider på personalet, siger han.

Den 1. juni 2018 blev Nykøbing Fængsel indviet med rundvisning i de lokaler, der tidligere husede Sikringen på Psykiatrihospitalet. Med nyindrettede celler på 16 kvadratmeter med eget bad og toilet, blev det nye fængsel præsenteret som mere luksuriøst end for eksempel Herstedvester Fængsel, hvor en celle er på blot 7 kvadratmeter. Der var plads til 40 indsatte i Nykøbing. Et tal som Fængselsforbundets formand oplyser nu er fordoblet, fordi man lader to fanger dele en celle.

- Det kræver ekstra planlægning og overvågning, når to bor i samme rum. Hver gang vi åbner døren ind til en celle sidder der to bag døren, og det er altid med en risiko for, at de indsatte kommer op at slås. En generel udfordring, som ikke gøres bedre af, at vi er for få til at passe på de indsatte, Tidligere satte Kriminalforsorgen to mand ind i celler i tilfælde af akut pladsmangel, men i Nykøbing Fængsel er det blevet standard, siger Bo Yde Sørensen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...