Udbuddet af slankekure er stort. Og antallet af personer, der har lidt nederlag i forsøget på at tabe sig, er mindst lige så stort. Inger Bols arbejdede selv i mange år som klassisk vægttabsdiætist, men i dag arbejder hun ud fra et helt andet syn på vægt og sundhed. Det fortæller hun om i sin nye bog, der hedder 'Intuitiv spisning'.
Forstyrret forhold til mad
Hun måtte nemlig selv sande, at mange af hendes ellers vellykkede klienter vendte tilbage efter nogle år og havde taget det hele eller mere på igen. Og tilmed havde de ofte fået et mere forstyrret forhold til mad.
"Det var en meget svær dag, da jeg opdagede, at jeg igennem næsten 20 år havde hjulpet mine mange tusinde klienter ud fra troen på "det sunde, varige vægttab", og nu indså, at det var en illusion," forklarer Inger Bols, der søgte efter ny viden inden for sit felt.
Farvel til dårlig samvittighed
I dag arbejder hun ud fra en evidensbaseret teori om intuitiv spisning, der ikke har fokus på vægten, men på sundheden.
"Min pointe er ikke, at du ikke må tabe dig. Den er heller ikke, at ingen kan tabe sig. Min pointe er, at du ikke nødvendigvis behøver at tabe dig for at blive sund. Uanset din nuværende vægt og nuværende livsstil ved hverken du, jeg eller lægen, hvad din naturlige vægt er, når du lever sundt," siger Inger Bols.
'Intuitiv spisning' handler om at vinke farvel til den dårlige samvittighed, der ofte følger i kølvandet på en slankekur. Om at flytte fokus til nydelse, velvære og selvomsorg og accept af sin krop. Det handler om at få et naturligt og afslappet forhold til mad, spisning og ens naturlig vægt.
De naturlige signaler
"I dag hjælper jeg mine klienter med at samarbejde med kroppens naturlige signaler for sult og mæthed, lige som vi alle gjorde en gang. Vi blev ikke født med en ustyrlig trang til slik, chips og chokolade," forklarer Inger Bols.
Bogen 'Intuitiv spisning' er udgivet på forlaget Turbine.
