Frelsens Hærs madmor er død

Hun var kendt af mange i og uden for Frelsens Hær, hun var madmoren og altid klar til at hjælpe andre og hjælpe til med stort og småt i den lokale afdeling af Frelsens Hær i Holbæk. Men efter kort tids sygdom er Ruth Lundholt død. Hun blev 78 år.

Ruth Lundholt stammede fra Tjørnede, men flyttede som barn til Holbæk, hvor hun siden 1966 har boet på Marievej. De sidste 18 år boede hun alene, efter hendes mand, tidligere murerarbejdsmand Ole Lundholt, døde.

Hendes mor var frelsersoldat, og det var naturligt, at Ruth Lundholt også blev en del af Frelsens Hær allerede som barn og ung.

Her mødte hun Ena Knudsen, der indtil 1. september 2020 i mange år sammen med sin mand Arne Knudsen var leder af Frelsens Hær i Holbæk.

Deres mødre var veninder, og Ruth Lundholt blev en ven og trofast medarbejder først i Brolæggerstræde og siden på Lindevej i Holbæk.

- Hun var altid rede til at gøre noget for andre, om det var at hjælpe med børnerytmik og porcelænsmaling i Frelsens Hær og gøre klar, pakke og være med til at dele den årlige julehjælp ud. Ruth var med i basaren, tog den ugentlige vagt ved kødgryderne, var med os på gader og plejecentre for at synge, og hun havde altid en andagt og et fadervor på læben. Hun vil blive savnet, forklarer Arne Knudsen.

Men selv om hun var meget aktiv, valgte hun aldrig at stille sig i front.

Det var naturligt for Ruth Lundholt at hjælpe og hygge om andre, men hun fik også tid til at være med i walkie-­talkie klubben Surina i 34 år. Det var et stort savn, da den lukkede.

Efter forskellige job som madmor på Stenhus Kostskole, inden hun blev gift, på et mejeri, hos en bager og rengøring på skoler blev hun hjemmearbejdende for at passe parrets seks børn.

Ruth Lundholt efterlader børnene Jens Henrik Lundholt, Lise-Lotte Lundholt Jensen, Hans Jørgen Lundholt, Niels Erik »Nisse« Lundholt, Mette Ane Lundholt og Lars Peter Lundholt. Der er 10 børnebørn og syv oldebørn.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...