Stor glæde lokalt: Ring 5 lægges i graven

Gennem de senere måneder er modstanden mod planerne om en Ring 5-sydmotorvej blot taget til i styrke, og flere partier på Christiansborg har lagt afstand til motorvejen.

Ring 5-syd var udset til at tage udgangspunkt ved St. Salby for derefter at gå op til Højelse, vest om Ll. Skensved og videre nord på mod blandt andet Solrød landsby og Tune.

Det bliver imidlertid ikke til noget. Planerne er ikke en del af det store infrastrukturudspil, som regeringen ved middagstid torsdag lægger frem, og som skal sætte retningen for fremtidens infrastruktur i hele landet.

Køge Kommunes borgmester Marie Stærke (S) var selv med ved partiets gruppemøde på Christiansborg i går, hvor planerne blev præsenteret. Og her kunne hun ved selvsyn konstatere, at Ring 5-syd ikke indgik i planerne.

- Det glæder mig for det første, fordi at borgerprotesterne har gjort et enormt indtryk, og de har gjort mig mere bekendt med de præcise konsekvenser, som en Ring 5 ville have inden for vores kommunegrænse. Og Ring 5 er bare ikke realiserbar hos os. Det er nord for Køge, at de store trængselsproblemer for alvor er, og selvom vi har sagt, at vi gerne ville spille ind med et løft af Ejbyvej, må jeg sige, at en ny motorvej fem kilometer væk fra en anden motorvej ikke giver nogen mening for mig, siger Marie Stærke.

V: Et godt første skridt

Også hos Venstres nyvalgte folketingskandidat i Køgekredsen, Morten Dahlin, vækker det glæde, at trafikudspillet ikke indeholder noget om Ring 5.

I Facebook-gruppen »Nej til Ring 5« skrev han onsdag, at »vi ved ikke, hvilket omfang planen vil have, men vi skal selvfølgelig kigge grundigt efter, hvad der står om Ring 5 Syd. Der er efterhånden ikke mange partier, der går ind for motorvejen, så et godt første skridt vil være en mangeårig trafikaftale uden en Ring 5 Syd motorvej. Det vil vi i hvert fald kæmpe for.«

Over for DAGBLADET uddyber han:

- Der er ting, som det ville være rart at få forhandlet ind i en trafikaftale, her tænker jeg på Østbanen. Og der er ting, som det ville være rart at få forhandlet ud af trafikaftalen. Det er Ring 5. Der er borgere i Ejby og Lille Skensved, som rigtig gerne så, at man landede en trafikaftale uden en Ring 5 syd, siger Morten Dahlin.

SF: Fantastisk nyhed

Jacob Mark, gruppeformand for SF på Christiansborg, er ligeledes meget tilfreds med, at Ring 5-syd ikke længere optræder på listen over mulige projekter.

Han kalder det »fantastisk,« at motorvejsplanerne nu lægges i graven.

- Jeg er glad for, at regeringen har lyttet til os og ikke mindst borgerne og politikerne i Køge Kommune, som har gjort et stort lobbyarbejde for at få projektet droppet. Nu må målet være at få ophævet transportkorridoren i området, så vi én gang for alle kan få slået fast at der ikke skal ligge en motorvej der, hverken nu eller i fremtiden, siger han.

Han mener, at man i højere grad skal satse på at løfte den kollektive transport, øge parkeringskapaciteten ved stationerne og i det hele taget gøre det mere attraktivt at tage eksempelvis toget.

- Jeg har selv været pendler på Køge Bugt Motorvejen i en periode, og det var ofte helt ulideligt. Så jeg er hoppet tilbage i toget, og jeg ser meget gerne, at vi gør toget til et mere oplagt alternativ for pendlerne, siger han.

- Fjern korridoren

Marie Stærke håber ligesom Jacob Mark på, at det næste skridt i Ring 5-debatten bliver, at man fjerner transportkorridoren og dermed den statslige arealreservation, der har eksisteret siden 1982.

- Hvad der sker med transportkorridoren, ved jeg ikke endnu, men det er klart, at man på Christiansborg bliver nødt til at drøfte dens fremtid. Hvis transportkorridoren fortsat er der, vil debatten jo givetvis dukke op igen med den manglende tryghed og retssikkerhed for borgerne, som det nu giver, siger Marie Stærke.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...