Det populære ølsted Klosterkælderen Roskilde er ikke genåbnet ligesom byens øvrige værtshuse.
Der er dog udsigt til, at Klosterkælderen kan åbne igen inden for den næste måned, men med nye folk bag.
Og det er ikke hvem som helst, der er ved at tage over. Indehaver af Klosterkælderen Klaus Nielsen oplyser, at han er ved at forpagte baren ud til Thomas Madsen. Han har også Hugos Kælder Køge, som mange vil kende som en stolt beværtning med nogle af de samme karakteristika som Klosterkælderen.
Klaus Nielsen håber, at overtagelsen kan ske pr. 1. juni, men endnu er aftalen ikke helt i hus.
- Det afhænger af, at alt går i orden med bankerne, siger Klaus Nielsen, der opgiver at drive Klosterkælderen videre, efter coronatiden har givet et stort underskud.
