Tricktyve narrede 97-årig

En 97-årig kvinde på Gl. Amtsvej i Allerød blev fredag eftermiddag offer for et kynisk tricktyveri. To kvinder kom pludselig ind ad hendes hoveddør, og de forklarede, at de skulle gennemse nogle af hendes medicinpapirer. Før hun nåede at opfatte, hvad der skete, havde de taget 500 kroner fra hendes taske og forladt stedet. Tyveriet blev først anmeldt senere på dagen, klokken 17.58, da kvindens hjemmehjælper kom forbi og konstaterede, at kvinden havde været offer for en forbrydelse. Der er intet signalement af de to kvinder, oplyser vagtchefen hos Nordsjællands Politi.