
Mange trafikanter blev torsdag morgen påvirket af et færdselsuheld på Hillerødmotorvejens forlængelse omkring afkørsel 11 ved Allerød.
Ifølge Nordsjællands Politi fandt uheldet sted klokken 6.42, da tre biler kørte sammen, da de kom kørende i sydgående retning. De nærmere omstændigheder omkring uheldet kendes endnu ikke, men en af bilerne, en varebil, røg i grøften.
Politiet oplyser til Frederiksborg Amts Avis, at en af de involverede er kommet lettere til skade i forbindelse med sammenstødet, og at vedkommende er blevet kørt på hospitalet.
Politiet har endnu ingen oplysninger om alder og bopæl på de implicerede parter.
I forbindelse med oprydningen efter uheldet blev det ene spor spærret, og det påvirkede morgentrafikken, som blev ramt af lange køer omkring uheldsstedet.
Klokken ni var alle tre køretøjer bjærget og holdt i græsrabatten i nordlig retning.