Billedserie: Ny legeplads med hele molevitten

Foto: Simon Rune Knudsen

Lynge: Der var glæde at spore i Børnehuset Molevitten i Lynge, da institutionen fredag formiddag indviede sin nye legeplads. Borgmester Jørgen Johansen (K) var mødt op sammen med flere andre lokalpolitikere og forældre, og han fik æren af at klippe snoren over til de nye faciliteter.

Straks efter begyndte Molevittens børn at boltre sig i det nye klatrestativ, på motorikbanen eller i det store sørøverskib, der nu er en del af institutionens legeplads.

– Børnene har taget rigtig godt imod pladsen. De er glade for det hele og spreder sig ud på pladsen, men trampolinerne og sørøverskibet er især populære, siger Rikke Buron, der er glad for de nye faciliteter. Hun er leder for Børnehuset Molevitten.

Kommunen har støttet den nye legeplads, da den gamle i overordentlig grad trænge til en overhaling.

– Den gamle plads var godt brugt. Nu kan næsten alle vores børn være med, og faciliteterne er lavet sådan, at der er udfordring til både små og store børn, siger Rikke Buron.

Børnehuset Molevitten indeholder vuggestue og børnehave. Der bliver passet omkring 95 børn i institutionen, hvoraf 35 tilhører vuggestuen, og 60 tilhører børnehaven.