Ugens sparetip: Spar på hastigheden

Vi sparer på energien derhjemme – men hvad med på farten derude, spørger Verdensmål Centeret

Ugens sparetip: Spar på hastigheden

Der er plads til flere cyklister, mens det kniber med plads til flere bilister. Privatfoto

Vi er blevet ret gode til at spare på energien derhjemme i privaten, men hvad med derude, når vi skal fra sted til sted? Ja, så er der mere at hente, mener de i Verdensmål Centeret.

Ganske vist er vi blevet bedre til at spare på brændstoffet, når vi kører bil, og det er til gavn for både økonomi, trafiksikkerhed, støjniveau og klima, men med et par gode tips i bagagen, kan det blive endnu bedre.

”Det mest brændstofbesparende råd er selvfølgelig at køre mindre bil. Tag cyklen eller brug det offentlige i stedet. Er det ikke en mulighed, så er der også andre måder at spare brændstof på”, siger Signe Landon fra Verdensmål Centeret.

Sænk farten

”Et af dem, der sparer allermest, er at sænke farten. Det har man det seneste års tid kunnet se, at mange bilister har taget til sig, for undersøgelser viser nemlig, at farten på motorvejene er faldet i forhold til tidligere, og der er markant færre, der overskrider fartgrænserne. Udover at det sparer benzin, er det også godt for klimaet og for trafiksikkerheden. Høj fart er en af de ting, der har størst betydning for antallet af ulykker, og hvor alvorlige de bliver. Også støjen fra bilerne bliver reduceret, når man letter på speederen, og det er da absolut værd at tage med i en by som Albertslund, der er pakket ind i veje og motorveje”.

Andre gode råd er at køre jævnt og forudseende uden pludselige opbremsninger og efterfølgende acceleration. Det er også bedst for brændstoføkonomien at komme hurtigt op i gear, da det bruger mindre brændstof at køre med lave omdrejninger.

Mindre strøm i bilen

”Ligesom derhjemme er det også godt at tænke på strømforbruget i bilen og at rydde op i den jævnligt. Har du tændt for aircondition, sædevarme og el-tråde i ruder og spejle, bruger du op mod 15 procent mere brændstof, og for hver 50 kg ekstra vægt i bilen koster det som tommelfingerregel 2 % ekstra brændstof. Husk også at fjerne tagboksen og cykelholderen, når du ikke bruger dem, da det kan koste helt op til 20 % ekstra brændstof at køre rundt med tagboks og 10 % ekstra med cykelholder. Endelig er det en vældig god ide at tjekke dæktrykket. Er det for lavt, bruger bilen ekstra brændstof”, fortæller Signe Landon, der afslutningsvis endnu engang pointerer, at det allerbedste spareråd er at køre mindre, og i stedet finde cyklen frem fra vinterhiet, om ikke andet, så i hvert fald til de kortere ture.