Ugens film: Den sidste Klovn mere pinlig end tidligere

Klovn The Final lukker og slukker trilogien det er en af ugens premierefilm i Albertslundbiograferne

Efter Klovn The Movie (2010) og Klovn Forever (2015) kommer Klovn The Final til at lukke og slukke for Casper Christensen og Franks Hvam filmtrilogi, der alene med de to første film solgte over 1,3 mio. biografbilletter. Casper og Frank har fra starten tænkt KLOVN-filmene som en taburet med tre ben: Fortællingen om den moderne mand og de tre vigtigste ting i hans liv: Faderskab, venskab og ægteskab. De tre temaer har fået hver sin KLOVN-film. I Klovn The Movie handlede det om Franks kamp for at blive far. I Klovn Forever handlede det om venskabet med Casper. Og i Klovn The Final handler det om kærligheden. Klovn The Final bliver en sidste tåkrummende pinagtig og vanvittig KLOVN-rejse på det store lærred. Hvor den tredje film helt konkret bærer Casper og Frank hen, forbliver en hemmelighed lidt endnu. Men det kan dog afsløres, at handlingen tager sit afsæt i, at Frank runder de 50 og får mulighed for at kigge på sit eget liv udefra. Alt er på spil.

The Cave

Der har på det seneste været mange rystende dokumentarer om ødelæggelsen i den syriske borgerkrig, men ingen kommer ned i de samme bogstavelige dybder som 'The Cave'. Eric Kohn, Indiewire. I underjordiske huler og gange under krigsmarken i Ghouta, Syrien, gemmer der sig et hemmeligt hospital. Hospitalet drives af børnelægen Amani og hendes team bestående af læger og sygeplejersker. I det underjordiske mørke genskabes håbet for de tusindvis af børn og voksne, som er ofre for de brutale krigshandlinger. Filmen er produceret af Sigrid Dyekjær og instrueret af Feras Fayyad, der blev Oscar-nomineret for 'De sidste mænd i Aleppo'. 'The Cave' vandt publikumsprisen, The Grolsch Peoples Choice Documentary Award, på filmfestivalen i Toronto.

The Lighthouse

Lyskeglen fejer hen over det oprørte hav og leder skibe uden om farlige skær. Men hvad med mandskabet på det isolerede fyrtårn? Nok kan de lade sig fascinere af lyset brydning i den store linse i fyrets tårn, men det meste af tiden er det er hårdt og koldt slid for fyrmesteren og hans assistent. Der er fra start ondt blod mellem de to mænd. Fyrmesteren er gammel og garvet i faget, mens hans assistent er uprøvet og synes at gemme en hemmelighed om sin fortid som skovhugger. Udenfor hyler stormen, temperaturen falder under frysepunktet, og de har intet andet selskab end hinanden. Og lyset i fyrtårnet.

Onkel

Onkel følger den 27-årige kvinde Kris, der lever som landmand på en mindre gård i Sønderjylland.

Gården ejes af hendes onkel - en surrogatfar der efter et alvorligt slagtilfælde nu er halvinvalideret og dybt afhængig af sin niece.

Deres rolige tilværelse er fyldt op af pligter og hverdagsrutiner, men er forankret i et nært og varmt bånd onkel og niece imellem. Det er derfor et svært dilemma, Kris ender i, da hun en dag redder en kalv under fødslen, og hendes interesse for dyrelægefaget atter dukker op til overfladen.

Situationen spidser til, da Kris begynder at hjælpe den lokale dyrlæge Johannes og samtidig får følelser for den unge mand mike. For hvad skal man vælge, når man både ønsker at passe på sit kæreste familiemedlem og samtidig har drømme om en helt anden fremtid?

Dramaet 'Onkel' er særdeles dansk i sit sønderjyske ophav og lokation, men det centrale dilemma er så universelt, at filmen fik verdenspremiere og endda vandt hovedprisen i Japan på Tokyo International Film Festival.

Instruktøren Frelle Petersen har i sin research til filmen boet og hjulpet til med arbejdet på den gård, hvor filmen foregår og har castet indenfor en radius af 15 km for at opnå den helt rette accent af sønderjysk. De to hovedroller spilles af virkelighedens onkel og niece Jette Søndergaard og Peter Hansen Tygesen.

Ellevilde Ella

Ellevilde Ella vil lave en spektakulær cirkusforestilling på Solbakken med sin allerbedste ven, Mikkel. De planlægger et magisk tryllenummer, men da superseje Johnny flytter ind i kvarteret, forandres alt! Mikkel er imponeret over den nye dreng og alle hans sjove lege og Ella føler sig udenfor. Da Ella presser Mikkel til at vælge, hvem der er hans bedste ven, løber Mikkel hjemmefra. Nu må Ella og Johnny samarbejde. Hun vil redde cirkusset, men det allervigtigste er at redde venskabet med Mikkel. En varm og morsom familiefilm fuld af fart, fantasi og tre børn på cykeleventyr, der opdager, hvor magiske venskaber kan være.