Ugens film: Dansk guldbryllup, Berlin-drama og Hollywood-action

Tre film får fra torsdag premiere i Albertslundbiograferne

Foto: Rolf Konow

Der er film fra både Danmark, Tyskland og USA på premiere-listen i Albertslundbiograferne fra på torsdag.

Den danske film "Lille sommerfugl", der er skrevet og instrueret af Søren Kragh-Jacobsen, følger landmanden Ernst og hustruen Louises guldbryllup i det lokale forsamlingshus med dansktop-musik og kinddans. Men som festlighederne udvikler sig kommer flere familiehemmeligheder frem, og Ernst gemmer på den allerstørste. Familien udsættes derfor for den ultimative prøvelse.

I hovedrollen ses Jesper Christensen, og der loves også ny musik af Søren Kragh-Jacobsen.

Smæk for skillingen

For action-elskerne er der smæk for Hollywood-skillingen i "Honest Thief", der har Liam Neeson i hovedrollen.

Filmen følger en bankrøver, der melder sig selv til politiet, da han vil starte en ny ærlig tilværelse med sit livs kærlighed.

Men han opdager, at politiet er langt værre end ham, og han må bekæmpe den korrupte autoritet for at rense sit eget navn.

Ny fortolkning

Den tyske "Berlin Alexanderplatz" er en moderne fortolkning af den anmelderroste roman ved samme navn fra 1929. Dansk tv viste i 1980 en tv-serie bygget på bogen.

Franz Biberkopf løslades fra fængslet, hvor han har siddet fire år for drabet på sin kæreste, og forsøger at ernære sig ved at sælge snørebånd, pornografi og nazistisk litteratur ved undergrundsstationen. Han kan ikke fungere i det herskende kapitalistiske system, som trues af opløsning og synes, at socialisterne bruger tiden på snak i stedet for handling.

fdue