Når det lokale band Murduck giver koncert på Forbrændingen fredag 20. maj, er der nærmest tale om et comeback.
Bandet har nemlig haft travlt med et nyt album og har ligget stille på koncertfronten i længere tid. Pladen udkommer til sommer og består af 10 nye numre. Titlen ventes at blive "Burning bridges"
"Vi indspillede numrene på gammelt gear, og det gjorde noget ret fedt ved lyden" siger de fire musikere, der udgør bandet.
Det er Nicky Ziebell Bang på sang og rytmeguitar, Andreas Ziebell Bang på trommer, Simon Gren på leadguitar og kor og Asger Runeberg på bas.
De beskriver selv deres musik som en blanding af blues og melodisk hård rock. Stærke melodier, tunge riffs og masser af energi præger musikken. Bandet har ikke pladekontrakt, men har aftale med to Accordforretninger, som vil sælge pladen. Ved visse koncerter vil bandet også sælge cd'en.
Koncerten optages
På Forbrændingen har de to andre bands med: Euzen og Cortless.
Der er cirka 45 minutters musik med disse to bands, før Murduck går på. Bandet vil filme og optage koncerten, så måske kommer der også en liveplade og en musikvideo ud af det.
"Der bliver otte små kameraer på scenen og tre kameraer i salen", fortæller de fire i bandet.
De har spillet på Forbrændingen før.
"Vi gav koncert der i foråret 2009. Det er jo vores hjemmescene".
Murduck har også tidligere været i studiet. De har indspillet to demo-cd'er, "Promo 2008" med otte-ni numre og "Promo 2009" med fire numre.
I 2009 deltog Murduck i musikkonkurrencen Emergenza. De var blandt de 14 bands, der gik til finalen i Lille Vega ud af flere hundrede bands. Her gik de videre til Store Vega med det højeste antal stemmer, der nogensinde er afgivet i Emergenzas historie.
Alle fire medlemmer bor i Albertslund. Nicki studerer filosofi i Odense, Andreas er under uddannelse som pædagog og arbejder som bartender på jazzhouse, Simon læser til civilingeniør på DTU og arbejder som guitarlærer i Roskilde, og Asger er uddannet multimediedesigner, men er pt ansat i parkvæsenet i Glostrup kommune.
Man kan læse mere om dem på www.murduck.dk, ligesom de bruger de sociale medier Facebook og My Space.
st