Sikke en sommerfest

Gammel tradition genoptaget ved kanalen

En gammel tradition blev fornylig genoptaget langskanalen: Sommerfesten.

Der var loppemarked, fest og glad stemning genoptaget langs Kanalen – med stor succes og et mylder af mennesker. Allerede fra kl. 9:45 var der god stemning og gang i festen. Tromme-orkestret 'Slagkraft' slog folk ud af sengene ved at gå rundt i bydelen for at underholde og gøre dem opmærksomme på festen.

Kl. 11.00 gik det for alvor løs med et mylder af folk, der var på udkig efter lige præcis den ting, som de ikke kan leve uden. Mange gjorde et godt køb på loppemarkedet, og flere af sælgerne fik lommerne fyldt.

Kaj Gummiskos Gøglercirkus, Jes Holtsø og Morten Wittrock underholdt med henholdsvis gøgl og musik. Unge fra bydelen solgte slush ice og slik. Det var også muligt at købe kage, frugt, kaffe, pølser, tyrkisk mad – og hvis man var blevet tørstig, var det muligt at købe en fadøl.

Kanalen summede af liv, og rigtig mange mennesker lagde vejen forbi. Alt i alt en begivenhedsrig dag, som var til stor glæde for rigtig mange beboere i bydelen – og som bestemt kunne blive en fast tradition igen. Festen blev arrangeret af frivillige fra genbrugsbutikken i Kanalens Kvarter 102 og frivillige fra afdelingerne i bydelen samt Albertslund Boligsociale Center.