Hvordan får vi gang i væksten? Hvad kan man gøre for at erhvervslivet får bedre vilkår? Og hvordan er det nu med den EU-patentdomstol?
Emnerne var mange og vidtforgrenede, da erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (Soc.) gæstede Royal Copenhagen, til en forårskur for erhvervslivet og Albertslund Kommune.
For nu at tage det sidste først, så er det jo sådan, at den 25. maj skal danskerne til stemmeurnerne igen. Der er valg til Europaparlamentet, og samtidig er der folkeafstemning om ja eller nej til en patentdomstol.
Den sidste del har der ikke været meget snak og debat om, men det forsøgte Sass Larsen at rette op på:
"Det danske erhvervsliv lever af ideer. Patent handler om at beskytte de ideer, og derfor håber jeg I vil hjælpe til med ikke alene at stemme, men også stemme ja til folkeafstemningen 25. maj", sagde Henrik Sass Larsen.
Han lod samtidig forstå, at regeringen barsler med en ny vækstpakke.
"Der er knap så mange penge involveret denne gang, og den vil være mere fokuseret."
Uden at gå alt for meget i detaljer pegede han på elementer som energiafgiften, gang i forskningen og at få nøglemedarbejdere ind fra udlandet.
De fremmødte til forårskuren, der fandt sted for andet år i træk, talte både lokale politikere, forvaltning og erhvervsfolk, og overskriften var "Kommunen som samarbejdspartner".
Borgmester Steen Christiansen (Soc.) bød inden Sass Larsens indlæg velkommen. Han slog på, at kommunen og virksomhederne skal arbejde tættere sammen, blandt andet i form af et strategisk erhvervsforum.
Han nævnte også, at kommunen er på vej med et nyt tiltag.
"Det skal fungere i form af én indgang til kommunen. Det skulle gerne forbedre proceduren for alle. Hvis I stadig oplever problemer, så tag fat i os, så vi kan tage hånd om det", sagde borgmesteren.
Da Royal Copenhagen ligger i Hersted Industripark, fremhævede han også at der er store fremtidsplaner for området. Blandt andet i form af en letbane mellem Lyngby og Ishøj. due