Nyt samarbejde skal sikre lærepladser til lokale unge

Bygherreforeningen og Bo-Vest har netop indgået en samarbejdsaftale, som skal sikre 14 % lærlinge på Bo-Vest’s bygge- og renoveringssager. Renoveringen af Galgebakken bliver det første projekt

Det første og største af projekterne, hvor samarbejdet skal prøves af, er Galgebakken.

Foto: Per Falkjaer

Boligadministrationsselskabet Bo-Vest og Bygherreforeningen indgår et nyt samarbejde om at få skabt lærepladser på boligselskabernes byggerier. Det er et område, der har høj prioritet hos både Bo-Vest og Bygherreforeningen, og samarbejdsaftalen skal medvirke til at sikre, at Bo-Vest lever op til den politiske målsætning om 14 % lærlinge på deres byggerier. Det skal ske ved, at de erfaringer og værktøjer, som Bygherreforeningens indsats Byg Med Unge Alliancen har opsamlet og udarbejdet, bliver taget i anvendelse og udviklet.