Ny elevator eller en rampe?

Torben Dørlit,

Kanalens Kvarter 202,02,004

Jeg troede det var en aprilsnar, da jeg i Albertslund Posten (8. mart ) læste, at en ny elevator tæt ved stationen ville udløse en ekstraudgift på knapt 2 millioner kroner!

Det undrer mig meget, at forvaltningen ikke inden et sådant projekt startes op forhører sig de relevante steder, om der skulle være særlige hensyn at iagttage, inden man sætter "spaden i jorden".

Har vor kommunalpolitikere og forvaltningen igen "forregnet sig", som det var tilfældet med det ny byggeri ved Stationsporten, hvor byggeriet blev meget højere end man havde tænkt sig?

Elevatorer har jo tit og ofte i kommunen været udsat for svigt og hærværk, hvor gangbesværede har måttet benytte sig af trapper hvis dette har været muligt.

Jeg er helt enig med handicaporganisationen (DH), som foreslår, at man meget hellere nyrenoverer rampen ( "sneglen " ) fra busholdepladsen og ned til tunnellen, så den kan benyttes i alt slags vejr, og er sikker at benytte for dårligt gående, og af de der er afhængige af kørestole.

Jeg vil tro, at det kunne gøres væsentligt billigere end de næsten 2 millioner ekstra kroner en ny elevator vil belaste kommunens i øvrigt meget ringe økonomi med.

Hvis man på nuværende tidspunkt kan "springe af vognen", synes jeg det ville være en overvejelse værd.