Mød stærke stemmer bag tremmer

Festivalen ’Avisen live’ finder igen sted i det tidligere Vridsløselille Statsfængsel lørdag den 8. juni. Foto: Jon Bjarni

Albertslund: Lørdag 8. juni åbner den ikoniske fængselsport i kulturpunktet Porten — det tidligere Vridsløselille Statsfængsel — for en dag med stærke og engagerede stemmer og møder mellem litteratur, musik og samfund.

I årets program for festivalen ’Avisen live’ er forfattere og kunstnere med et særligt samfundsengagement blevet inviteret til at skabe debat, samtale og optrædener ud fra selvvalgte rammer.

Den udgivelsesaktuelle, feministiske debattør Emma Holten har inviteret to af sine forfatterkollegaer Moussa Mchangama og Elias Sadaq til en samtale om omsorg, nærhed og tilhørsforhold, forfatter og samfundsdebattør Glenn Bech bringer en tale skrevet særligt til festivalen, og digterdebutanten Amina Elmi, der vandt Bogforums debutantpris i 2023, præsenterer en ny litterær tekst på festivalen.

Festivalen finder igen sted i det tidligere Vridsløselille Statsfængsel.

I år indtages gården bag den ikoniske grønne port, som man kender fra Olsen Banden-filmene, ligesom panoptikon og fængselskirken kommer i spil.

Croquis og fællessang

Foruden de litterære indslag har man også mulighed for at give sig i kast med at tegne croquis, deltage i fællessang med musiker og digter Lars Emil Foder og komponist, Ditte Rønn, og nyde en sanselig og historiefortællende fællesspisning ved Madmenageriet og Shadi Angelina Bazeghi, der serverer en middag inspireret af det nordiranske køkken.

Der er plads til både koncentreret lytning og afslappet leg på græsset.

Det lokale bryggeri Slowburn Brewing Co-op og spillestedet Forbrændingen står for mad og forfriskninger i løbet af dagen. Både store og små er velkomne på festivalen.

Billetter købes via Forbrændingens hjemmeside på: www.forbraendingen.dk

Bag ’Avisen live’ står Albertslund Bibliotek og spillestedet Forbrændingen.

jesl

Festivalen ’Avisen live’ finder igen sted i det tidligere Vridsløselille Statsfængsel lørdag den 8. juni. Foto: Jon Bjarni
Festivalen byder på en dag med stærke og engagerede stemmer og møder mellem litteratur, musik og samfund. Foto: Jon Bjarni