Mistanke om våben - mand ville ikke åbne døren

Foto: Kasper Ellesøe

Politiet er omkring 23.30 fortsat massivt til stede i boligområdet Robinielunden i Albertslund.

Her vil politiet tale med en mand i sin bolig, som man mistænker for at have et våben.

En aktion har været i gang i mere end en time, og politiet er mødt talstærkt op med kampklædt politi, hundepatruljer og mindst en motorcykelbetjent. Også en drone er i luften.

Manden åbnede først ikke sin dør, men kom siden ud og var i dialog med politiet. Han gav dog udtryk for, at han bestemt ikke ville tale med politiet, selvom en kvindelig betjent pænt spurgte, om manden vil komme ud, mens de tjekker boligen.

- Mens vi undersøger, om der er våben i dit hus, er jeg nødt til at lægge dig i håndjern, siger hun.

Men det vil han ikke.

- I ringer til en dommer, og så får i en dommerkendelse og før sker der ikke noget, sagde manden.

Kort efter åbner manden igen og er mere imødekommende.

Men politiet tager situationen og sikkerheden dybt alvorlig og går ikke frem, før de kan se mandens hænder.

Der er meldinger fra politiet om både en økse og en pistol, kunne man høre på stedet.

Kort efter lod manden politiet komme ind i boligen, og så var situationen under kontrol, og de resterende betjente i området forlod stedet.

Har du et tip eller en god historie, er du velkommen til at kontakte mig på kasper.ellesoe@sn.dk eller telefon 2619 9975

Din henvendelse bliver behandlet fortroligt.