I 1859 åbnede Vridsløselille Statsfængsel på bar mark et godt stykke uden for København. Senere voksede der by op omkring fængslet og den ikoniske bygning blev et vartegn for Albertslund.
Fængslet er nu lukket, men i årenes løb har der siddet tusindvis af indsatte. Mindre kendt er det, at Vridsløselille også var Danmarks fængsel for venstreorienterede politiske fanger fra 1873 til 1944.
Onsdag den 8. februar kl. 19 kan man høre historiker Kalle Kühlmann, der er kendt fra historie-podcasten De Røde Fjer, fortælle om de modstandsfolk, kommunister, syndikalister og grundlæggere af Socialdemokratiet, der i tidens løb har været spærret inde af statsmagten.
Foredraget finder sted i Holsbjerg Kirke, der ligger bag den gule mur på fængselsgrunden. Efter foredraget er der rundvisning i fængslet, hvor der er mulighed for at se de celler, som fangerne sad i.
Arrangementet er gratis og er blevet til i samarbejde med Kulturpunkt Porten, Fængselsmuseet, De Røde Fjer og Enhedslisten Albertslund.
Alle er velkomne, men da der er en øvre grænse for antal deltagere, er det nødvendigt at tilmelde sig med mail til albertslund@enhedslisten.dk senest den 3. februar.