"Du er perfekt som du er. Du er god nok.“
Budskabet gik klart igennem fra Christian Fuhlendorff, da han torsdag gæstede Vestegnen HF & VUC. Med et veloplagt indslag på en dag, hvor skolen havde fokus på ordblindhed.
Den kendte tv-vært og standup-komiker er selv ordblind, og om livet med det, og en broget opvækst i det hele taget, fortalte han i show, der var en mixet blanding af lige dele sjov og alvor.
“Kan mit barn blive til alt?”
Det er et af de spørgsmål, som irriterer Fuhlendorff mest:
“Nej, selvfølgelig kan dit barn ikke blive til alt. Det er da en dum tanke!” Der er to sætninger der er det dummeste jeg har hørt. Den anden er, at ”livet handler om at være lykkelig.” Begge dele er en løgn!”, sagde han.
“Men ordblindhed holder dig ikke tilbage. Der er begrænsninger, men begrænsninger kan være en gave.”
Alle har et problem, var budskabet:
“Nogle har en kriminel bror, eller en temperamentsfuld far. Vi fokuserer på bagsiden, men glemmer at fokusere på alt det gode der følger med.”
“Bedste tid”
Om sin opvækst lød det, at han var “en rigtig nørd.”
“Jeg elskede at spille Dungeons & Dragons. Det var i 90’erne, og psykologer advarede om at ”det var farligt”. Så kan de jo ikke vende tilbage til virkeligheden! Vi har altid været bange for det nye.“
Han købte stjernekikkert og akvarium i dyre domme, og snart lignede huset et liv, som “det burde have set ud”, som Fuhlendorff udtrykte det.
Mest alvorligt – men også sjovt – var hans fortælling om tiden på Børnepsykiatrisk afdeling, hvor han fik diagnosen “grænsepsykotisk”. Den blev senere ændret.
Hvor han havde “den bedste tid i mit liv”, men også var oppe at slås med en kvindelig ansat.
“Der var fem elever til to lærere. Fanme en bedre normering end 28 elever til en vikar!”
Publikum hørte også om turene ind og ud af forskellige skoler, og senere gymnasiet. Hvor diagnosen ordblind kom alt for sent.
“Det er kun i folkeskolen, at det at ”sidde stille” er en kvalitet. Jeg kom tit udenfor døren“, sagde Fuhlendorff.
Som også advarede mod at bruge medicin, så alle ligner normen.
Der var tydelige grin undervejs fra salen, men også tankefulde øjeblikke, hvor der blev nikket genkendende.
På trods af alt var budskabet altså klart nok til tilhørerne:
”Du er perfekt, som du er. Du er god nok. Jeg ville så gerne kramme den dreng jeg var som 10-årig. Man er nødt til at vende de største udfordringer til en fordel.“


Man er nødt til at vende de største udfordringer til en fordel, sagde standup-komikeren og tv-værten. Foto: Jørgen Brieghel.