Få svar på spørgsmål om diabetes

Alle interesserede er velkomne til arrangement i Sundhedshuset

Diabetes er en sygdom, som rejser mange spørgsmål for patienter og pårørende. Onsdag 18. januar klokken 19 bliver der mulighed for at få svar på flere af dem, ved et arrangement i Sundhedshuset.

Her vil diabeteslæge Thomas Dejgaard give gode råd, information og vejledning om de forskellige typer af diabetes. Det er Diabetesforeningen, der står bag, og man inviterer alle interesserede til at deltage i temamødet, der har fået titlen "Diabetes – hele vejen rundt".

"Der er et stort behov for information om de forskellige typer af diabetes og deres behandlingsmetoder. Derfor har vi inviteret diabeteslæge Thomas Dejgaard fra Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) til et temamøde i Sundhedshuset", siger Eva Stampe Molbech, bestyrelsesmedlem i den lokale diabetesforening.

Mange mennesker tror fejlagtigt, at diabetes udelukkende rammer en bestemt gruppe mennesker, men diabetes kan ramme alle mennesker i alle aldre, ligesom det er muligt at arve diabetes gennem sin familie.

Behandlingen af diabetes er vigtig, og her er Steno Diabetes Center Copenhagen et specialehospital og regnes som et af de bedste hospitaler til at styre behandlingen af diabetes.

Diabeteslæge Thomas Dejgaard vil også fortælle om det nye diabetescenter, der skal bygges ved Herlev Hospital som er med til at løfte diabetesbehandlingen i Region Hovedstaden.

Diabetesforeningen i Albertslund har ansat Sascha Kristensen som instruktør, og hun vil på mødet fortælle om foreningens motionsaktiviteter – aktiviteter som, foregår i Sundhedshuset hver uge med holdtræning, træning med motionsredskaber og anden form for aktivitet.

Bestyrelsen vil deltage i mødet og vil svare på eventuelle spørgsmål om lokalforeningen.

"Vi glæder os til en spændende aften, hvor forestillinger bliver erstattet af fakta og hvor alle interesserede kan få information og vejledning om hvordan man undgår helbredsødelæggende komplikationer af diabetes", siger Eva Stampe Molbech. due