Beatles-show til Albertslund

Helt enestående har kun MusikTeatret og Århus Festuge fået kæmpe-succesen fra Østre Gasværk – Beatles musikkoncerten Come Together – på tur. Der spilles en gang i Albertslund og derefter i Århus. Så er der ikke mere tur

En kombination af held, dygtighed og de rigtige forbindelser hos MusikTeatrets direktør, Torben Holm Larsen, betyder, at Albertslund sammen med Århus bliver de to eneste byer i Danmark, som får lov at vise teaterkoncerten Come Together på tur.

24. august kan vi lytte til en perlerække af Beatles-sange opført i et storslået show med forrygende danske musikere og skuespillere.

Det var lidt af en sensation, da Østre Gasværk som det første i verden i 2009 fik rettighederne til The Beatles samlede sangkatalog og skabte teaterkoncerten Come Together i Nikolaj Cederholms instruktion.

Lige så sensationelt er det, at Come Together nu skal på tur. Det har aldrig været meningen.

"Gasolin teaterkoncerten fra Gasværket havde vi herude, og det var en stor succes", siger Torben Holm Larsen. "Jeg har længe gået og ønsket mig at kunne vise Come Together. Men det lå fast, at den ikke skulle turnere. Men sammen med Århus Musikhus har vi lagt pres på for at kunne realisere drømmen. Århus fik lov at vise Come Together ved årets festuge, og det lykkedes at få overbevist ledelsen om, at det var en oplagt idé at spille forestillingen i MusikTeatret i Albertslund".

Hele holdet fra Gasværket kommer til Albertslund i slutningen af august med Cederholm i spidsen. Her skal der øves, og en scenografi bygges op.

"Det er klart, at vi ikke kan matche Gasværkets kuppel og tilbyde de samme effekter som derinde. Til gengæld giver den knap så voldsomme scenografi de skønne fortolkninger af The Beatles sange meget mere rum", siger Torben Holm Larsen.

På scenen vil være stort set samme hold som i Gasværket: Mark Linn, Lotte Andersen, Annika Aakjær, Jimmy Jørgensen, Sara Grabow, Martin Greiss, Jens Jacob Tychsen og Mani Spinx.

25 af Beatles største sange kan opleves i de to timer, forestillingen varer.

24. august spilles der i Albertslund. Samme aften piller man ned og kører til Århus, hvor showet opføres i festugen der begynder dagen efter. Derefter bliver der ikke flere muligheder for at opleve Come Together på tur i Danmark.

"Vi fik Gasolin-koncerten, og nu får vi Come Together. Jeg håber naturligvis på, at vi også får chancen for at spille Dylan teaterkoncerten, der lige nu går på Østre Gasværk", siger en stolt Torben Holm Larsen.

Billetsalget går i gang 18. maj. Medlemmer af MusikTeatrets abonnementsordning kan sikre sig billetter til de sædvanlige rabatpriser.

brie