Alexander redder ældre mand

En fantastisk og hurtig indsats af 19-årige Alexander Kidd betyder, at en 69-årig mand er live, efter at være faldet livløs om på tennisbanerne i sidste weekend.

Han bryder sig ikke selv om at blive kaldt en helt… Men det er lige præcis, hvad Alexander Kidd er!  Sidste søndag reddede han livet for en ældre mand, der faldt livløs om på tennisbanerne, og der er ingen tvivl om, at den 69-årige kan prise sig lykkelig over, at det netop var Alexander Kidd, der var på arbejde på Stadion den søndag.  I de knap 15 minutter, der gik fra der blev ringet efter en ambulance og til den nåede frem, gav Alexander livreddende førstehjælp og benyttede en hjertestarter, og ingen er i tvivl om, at Alexanders indsats har reddet mandens liv.  "Man ved jo, at de første minutter er meget afgørende, og Alexander handlede meget flot og professionelt. Jeg er utrolig stolt af ham," siger idrætsdirektør Ole Lindholdt, som er Alexanders chef.  19-årige Alexander Kidd er uddannet livredder og fitnessinstruktør, og han var på arbejde på Albertslund Stadion sidste søndag i forbindelse med et stort badmintonstævne. Her skulle han servicere de mange deltagere og hjælpe, hvis der skulle opstå problemer. Det gjorde der kl.10.45. En dame kommer farende og beder Alexander åbne bommen, så en ambulance kan komme ind. "Jeg finder ud af, at det drejer sig om en mand, der er faldet om på tennisbanerne. Jeg tager hjerterstarteren og skynder mig derover. Jeg får en anden til at åbne bommen, og får én til at ringe 112 igen for en sikkerheds skyld," forklarer Alexander, som når over til tennisbanerne i løbet af et par minutter. Da han kommer derud, bliver han hurtigt klar over, at det er alvorligt. En mand ligger livløs op af nettet midt på banen. Hos ham sidder en kammerat, der siger, at han mener, at manden trækker vejret, men det konstaterer Alexander hurtigt, at han ikke gør. "Der er slet ikke tegn på liv. Han reagerer ikke, når man taler til ham, han trækker ikke vejret, og han reagerer ikke på smerte," siger Alexander.  Manden er død. Alexander søger for, at mandens luftveje er frie, og begynder at give ham førstehjælp. Imens har han sat kammeraten til at åbne hjertestarteren, men det er umuligt for Alexander at få mandens tøj af. Han prøver at rive det i stykker, men han kan ikke, så han får hentet en saks, så han kan komme i gang med at montere hjertestarteren.

"Hjertestarteren går i gang med at analysere, og den siger, at der skal afgives stød, så det gør jeg. Jeg bliver ret forskrækket over reaktionen, for han nærmest letter fra jorden. Men der er stadig ikke tegn på liv. Og mens hjertestarteren analyserer igen, giver jeg ham mund-til-mund, og hans kammerat giver hjertemassage," fortæller Alexander. Også anden gang siger maskinen, at der skal afgives stød. Så han gør det igen, men han synes ikke rigtigt, at der sker noget. De sidste to gange siger hjertestarteren, at der ikke skal afgives stød, og det er Alexander godt klar over, hvad betyder.  "Enten er der kommet gang i hjertet, eller også er der ikke mere at gøre," siger Alexander, som hele tiden taler til manden og fortsætter med førstehjælpen. Han nægter at give op. Efter 10-12 minutter kommer ambulancen og en lægebil, og Alexander er lettet over, at nogle andre overtager.  Han ser, at de giver manden adrenalin og saltvand, og de giver ham også fem stød med deres egen maskine. Herefter bliver han kørt på Glostrup Hospital. Den 69-årige spiller tennis i Brøndby normalt, men om vinteren spiller han i Albertslund, og via AIF Tennis har idrætsdirektør Ole Lindholdt fået besked om, at manden overlever. Det betyder naturligvis meget for Alexander.  "Jeg har fået at vide, at han overlever i første omgang. Og jeg tror først, at jeg rigtig kan lukke "bogen", når jeg er helt sikker på, at han klarer den," siger Alexander, som er i gang med at bearbejde den voldsomme oplevelse sammen med en krisepsykolog.

"Jeg har en masse flashbacks, hvor jeg ser nogle lidt væmmelige billeder, og jeg tænker også meget på, om der var noget, jeg kunne have gjort bedre. Kunne jeg for eksempel have løbet hurtigere derover? Jeg håber virkelig, at han klarer den," siger Alexander, som nok ikke helt har forstået omfanget af det han har gjort. "Folk siger, at det er en heltegerning, men sådan føler jeg det slet ikke. Jeg har meget blandede følelser omkring det her, og det er da en oplevelse, jeg helst ville have været foruden. Men jeg tror, jeg vil have det på en anden måde, hvis jeg ved 100%, at han klarer den," siger Alexander. kat

Idrætsdirektør Ole Lindholdt: Jeg er utrolig stolt

"Jeg er utrolig stolt over Alexander. Det er fantastisk flot det, han har gjort," lyder det fra idrætsdirektør Ole Lindholdt, som ikke mener, at der nogensinde har været en lignende situation på Stadion eller i svømmehallerne. "Dels er jeg vanvittig glad og stolt af Alexanders indsats, men jeg er også meget tilfreds med, at vi for et par år siden anskaffede hjertestartere til svømmehallerne og til Stadion," siger Ole Lindholdt. Ole Lindholdt er slet ikke overrasket over, at Alexander handlede så hurtigt og professionelt i situationen. "Vi bruger meget tid på at træne førstehjælp og uddanne personalet i hjertestarterne, så det sidder på ryggraden. Men det er selvfølgelig dejligt at se, at Alexander gør det hele efter bogen – og lidt til," siger Ole Lindholdt. Der er hjertestartere i alle kommunens svømmehaller samt på Stadion. For et lille års tid fik Toftekærhallen også en; blandt andet på efterspørgsel fra AIF Senioridræt. "Denne sag har jo vist, hvor vigtigt det er, at der er hjertestartere på steder, hvor der færdes mange mennesker. Men det er ikke nok at have en hjertestarter. Man skal også kunne førstehjælp, hvis man skal redde liv som Alexander," siger Ole Lindholdt, som har talt meget Alexander om hans oplevelser. Som en direkte konsekvens af hændelsen bliver det sat mere i system, så hans medarbejdere efter en lignende oplevelse kan få hurtigere psykologisk førstehjælp end Alexander har fået. "Tilbuddet er der fra kommunens side, men i fremtiden kommer det med det samme," fortæller Ole Lindholdt. En anden konsekvens er, at der nu bliver indkøbt sakse, så der ligger en i alle hjertestartere. kat