Politikere vil have vikingeborg på UNESCO-liste

Vikingeborgen ved Køge og Danmarks andre Borgringe er et vigtigt bidrag til verdens kulturarv og de skal sikres for eftertiden. Derfor vil Køge Kommune og Museum Sydøstdanmark arbejde målrettet på at få vikingernes historiske bygningsværker opført på listen over UNESCO Verdensarv.

Det var der enighed om, da Køge Byråd stemte for at gå videre med at få Borgring ved Lellinge udnævnt til umistelig verdensarv.

- Det er en helt enestående mulighed for, at vi kan få UNESCO-verdensarv til kommunen, sagde Anette Simoni (V), formand for kultur- og idrætsudvalget, og fortsatte om den videre proces:

- Samtidig er det for Borgrings mulighed for at komme på tentativlisten helt afgørende, at vi sender ansøgningen nu, fordi man skal stå et helt år på listen, inden man kan kommer i betragtning til UNESCO-vurderingen. Den lille hage er, at det koster lidt penge, men hvis ikke vi bevilger dem nu, kan vi finde dem til efterårets budgetseminar.

Det er en kompliceret proces, hvis man skal på listen over UNESCO Verdensarv og det forudsætter, at man først bliver indført på UNESCO's såkaldte tentativliste (forsøgsliste, red.) med henblik på ansøgning og vurdering.

Slots- og Kulturstyrelsen har allerede indledt en proces omkring optagelsen af tre borge: Fyrkat, Aggersborg og Trelleborg, der nu er kommet på listen med henblik på at komme i betragtning.

Det er helt afgørende for Borgrings mulighed for at komme på tentativlisten, (hvor man skal stå i ét år, inden vurderingen kan finde sted) at Køge Kommune over for Slots- og Kulturstyrelsen klart tilkendegiver, at man tilslutter sig ansøgningen om at blive UNESCO Verdensarv samme med de tre øvrige vikingeborge. Hermed kan Borgring nå at indgå i den fælles ansøgning til UNESCO om at blive verdenskulturarv.

Økonomien i ansøgningsprocessen er fortsat under vurdering, men det vil sandsynligvis betyde en udgift til Køge Kommune på knapt 200.000 kroner årligt i fem år. En nærmere vurdering af økonomien vil blive forelagt Kultur- og Idrætsudvalget efter sommerferien.