Søvndahl-Petersens boghandel i Jyderup

Lokalarkivar Inge-Lis Madsen

Mange kender fornemmelsen af at se et gammelt foto - og næsten synes, man selv er til stede og kan indsnuse atmosfæren.

Den fornemmelse kan man få, når man kigger på billedet fra Hagbarth Søvndahl-Petersens boghandel på Skarridsøgade 15 i Jyderup.

Der er bøger fra gulv til loft. Der er platter, lysestager, billeder i ramme og andet nips til salg. Ved disken står et par kunder og bliver ekspederet.

Ifølge arkivets oplysninger er det dog ikke »rigtige« kunder, men Hagbarth Søvndahl-Petersens hustru, Elisabeth, og antagelig parrets søn, der agerer kunder til ære for fotografen.

Søvndahl-Petersen overtog boghandlen efter Karl Petersen i 1907. I 1927 flyttede han til Skarridsøgade 41, hvor han drev sin forretning, lige til han døde i 1948. Herefter blev den overtaget af sønnen, Preben Søvndahl-Petersen, der drev den til sin død i 1983. En kort tid forsøgtes den gamle boghandel videreført, men den måtte snart lukke. Siden har der ikke været boghandel i Jyderup.

Ud fra interiørbilledet fornemmer man, at der var styr på sagerne i boghandlen. Med tiden ændrede såvel forretningens udseende som varesortimentet sig formodentlig lidt - ikke mindst derfor er det gamle billede en vigtig dokumentation af en tid, der var engang.