Whisky og hamburgerryg i rygsækken

<p>Politiet fik onsdag en anmeldelse fra et supermarked på Bryggervangen i Vordingborg om, at personalet tilbageholdt en mand, der havde stjålet varer. Det var en 33-årig mand fra Vordingborg, som først havde lagt en hamburgerryg og en flaske whisky i sin kurv, men i et – troede han – ubemærket øjeblik flyttede han varerne over i sin rygsæk. Han betalte for andre ting i kassen, men tog whisky og hamburgerryg med ud uden at betale, og han blev standset uden for forretningen. Den 33-årige blev anholdt og sigtet for butikstyveri. Efter en afhøring på politistationen i Vordingborg blev han løsladt igen. </p>