Langt ude i skoven

Foto: Niels Bangild

VORDINGBORG: Farver. Kunst. Mennesker. Spiritualitet. Vision – og en passende mængde kærlighed.

Det er hoved-elementerne i dét liv, den 46-årige kunsthåndværker; kunstner; designer; fotograf; farve-specialist; Feng Shui-rådgiver; og førtidspensionist Anette Volf Hansen nyder og udforsker – med en helt særlig passion for de gamle håndværksmæssige bygge-traditioner, og ikke mindst stor kærlighed til japansk kultur og kunsthåndværk.

Anette Volf Hansen lever langt ude for enden af den smukkeste skovvej – i 'Dyreskovshuset' under Oremandsgaard Gods.

En perle af en 'Morten Korchsk' landidyl, som næppe findes mere fredfyldt og smuk på det ganske Sydsjælland.

Her har 'Søs' – som Anette Volf Hansen kaldes blandt sine mange venner inden for film; kunst; musik og teater – boet siden 2001.

Nogen mener ligefrem 'Søs' bor langt ude – selv mener hun, at hun bor tæt på noget af det væsentligste i livet: Skønheden.

Uddannet 'hus-doktor'

'Søs' har en særlig uddannelse fra "RådvadCenteret – Nordisk center for bevarelse af håndværk" under Nationalmuseet – med fokus på bygnings-syn af gamle og ofte fredede ejendomme; en slags 'hus-doktor'.

Men, på grund af en lungeskade, hun har pådraget sig ved at være bygnings-maler, er 'Søs' i dag førtidspensionist – og kunstner.

– Jeg beskæftiger mig med skønhed – generelt. Især er jeg fascineret af japansk design og kunsthåndværk – japanerne er verdens dygtigste og mest sublime kunsthåndværkere, siger 'Søs'.

Ikke mindst det spirituelle, mener 'Søs' spiller en væsentlig rolle i japanernes eminente arbejder – og det er de samme grund-elementer, hun anvender i sin egen kunst, der for tiden kan opleves og nydes i 'summer-time' på Jungshoved; blandt andet et japansk inspireret patchwork-tæppe; notesbøger og silke- og bomulds-punge.

Info: sos anette-volf-hansen.dk 21 76 09 97