Udenfor bed kulden, men indenfor var der skruet godt op for varmen, da Præstø Vinterbadeklub søndag inviterede til åben sauna. Fra morgenstunden strømmede det til med gæster. Især mændene overraskede.
– Vi plejer aldrig at se så mange mænd. Det må være saunaen, der trækker, lød det med et smil fra Hanne Willemoes, der der sammen med klubbens øvrige medlemmer stod klar til at vejlede nye vinterbadere.
Inde i saunaen havde bademestre fra Bosei budt sig til med saunagus med æteriske olier, og det skabte trængsel. Blandt gæsterne var kultur-, idræts- og fritidsudvalgsformand Eva Sommer-Madsen (V). Vordingborg Kommune har indlagt strøm i saunaen, og den indsats er givet godt ud, mener hun.
– Jeg har kun været vinterbader i et år, men jeg synes, at det er fantastisk. Det er fedt at kunne gøre noget for sig selv i en travl hverdag, og man bliver så livsglad af det.